Verdens rigeste afrikaner

Nigerianeren Aliko Dangote har skabt Afrikas største formue med et konglomerat, der tæller en af verdens største cementfabrikker, bygget med dansk teknologi. Er han katalysator for Afrikas udvikling eller dreven opportunist?

Aliko Dangote er kendt for at betale sine lån tilbage på kort tid. Hans cementfabrik forventes at blive verdens største, og han har planer om at bygge Afrikas største olieraffinaderi. Foto: Akintunde Akinleye/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Sig Nigeria, og de fleste tænker olie.

Landet har sine oliebaroner. Men det er ikke det sorte guld, der har støbt fundamentet til landets mest succesrige forretningsmand.

Sig cement. Sig sukker. Sig ris, sig mel. Sig en lang række basisvarer, og de fleste nigerianere vil svare: Aliko Dangote.

Navnet er ukendt for de fleste danskere, men velkendt af enhver nigerianer. Og siden han i 2008 gjorde sin debut på Forbes’ berømte rangliste over dollarmilliardærer, har hans iøjnefaldende succes og voksende indflydelse i en række afrikanske lande givet genklang langt uden for kontinentet.

Og det på både godt og ondt. Han er hyldet for at vise, at Afrika er fuld af hjemmedyrkede økonomiske muligheder. Men han er også anklaget for at udvise monopolistiske tendenser og udnytte politiske forbindelser.

Da netforummet Newsrescue.com for nylig bragte et længere indlæg med WikiLeaks-uddrag fra amerikanske diplomater om Dangotes rolle i Nigerias økonomi og politiske liv, var det med tilnavnet »Don Dangote«.

Hvem er Aliko Dangote?

Han er i dag Afrikas rigeste mand, ifølge Forbes med en formue på lidt over 16 milliarder dollar. Han har fra bunden skabt et konglomerat, som omfatter en af verdens største cementfabrikker, et af verdens ditto største sukkerraffinaderier samt produktion og import af salt, mel, ris, fisk, pasta, tekstiler og gødning. Hvortil kommer eksport af varer som bomuld, nødder og kakaobønner, foruden i investeringer i fast ejendom, banker og transport.

Og på det seneste såmænd også Nigerias største og mest kendte eksportvare, olie. For nylig varslede han planer om at bygge Afrikas største olieraffinaderi med det erklærede mål at gøre Nigeria til storeksportør og selvforsynende med benzin – ironisk nok i dag en mangelvare i landet, der trods sin olierigdom må importere brændstof.

Det påpeges ofte, at Dangote har investeret sine penge i Nigeria og resten af Afrika, hvor mange andre af kontinentets velhavere har trukket penge til udlandet. At han ikke har en overdådig livsstil, og at han – som han selv udtrykker det - besidder en decideret »fobi« over for gæld. Selv store lån betales tilbage på rekordtid og længe før forfaldsdato. Det gælder også cementfabrikken Obajana, der med en aktuel udvidelse til tre produktionsanlæg – de to første blev leveret af FLSmidth – ventes at blive verdens største. Et syvårigt lån blev betalt tilbage i løbet af halvandet år.

Har Aliko Dangote bygget sin success fra bunden, er han dog ikke født på bunden. Han kom til verden i Kano i det nordlige Nigeria og er født ind i en af Nigerias rigeste familier. Kano har en århundreder lang handelstradition, og Dangotes oldefader Alhassan Dantata var ved sin død i 1955 Vestafrikas rigeste mand takket være handel med jordnødder. Adskillige familiemedlemmer har siden været succesrige forretningsmænd. Og Dantata Group eksisterer den dag i dag som virksomhed.

Aliko Dangote peger selv på sin onkel og bedstefader som sine væsentligste mentorer, og han indledte sin erhvervsmæssige løbebane ved at arbejde for onklens handelsfirma, indtil han af bedstefaderen fik et lån på godt 3.000 dollar til at etablere eget firma. Året var 1977. Han var da 21 år.

Og lånet – det var betalt tilbage i løbet af et halvt år.

Et væsentligt træk ved hans karriere har været skiftet fra handel til produktion. Dangote er en af de få, der har vist, at Afrika som kontinent byder på andre muligheder end eksport af råvarer. Og han betegner det selv som sin vigtigste beslutning overhovedet, at han tog skiftet.

Kritikere vil påpege, at det har givet ham muskelkraft til at sætte sig på markedet for forskellige varer, at han har besiddet ofte eksklusive importlicenser og produktionsrettigheder til disse varer.

Han menes i dag at kontrollere omkring 60 procent af markedet for sukker, og over 40 procent af markedet for cement i hjemlandet. Og kritikere anklager ham for at skabe og udnytte monopollignende tilstande. For eksempel var prisen på cement i Nigeria på et tidspunkt oppe i det tredobbelte af prisen på verdensmarkedet.

Det er velkendt, at han har formået at navigere sig gennem et ustabilt politisk terræn. Og det er også velkendt, at han finansielt har støttet præsidenter som Olusegun Obansanjo og Umaru Yar’Adua – hvis datter han i øvrigt angiveligt engang friede til. Han fik en kurv.

Om sin omgang med politikere har han udtalt: »Hvis dårlige og uerfarne politikere kontrollerer magten i Nigeria, kan min formue vende til fattigdom, og jeg er ikke klar til at blive en fattig mand.«

Mere end noget andet erklærer han sig dog motiveret af Nigerias potentiale. Han taler utrætteligt om et af verdens mest folkerige lande, med en befolkning, der vokser så hurtigt, at den i 2020 ventes at have nået 200 millioner, mod nu godt 175 millioner, hovedparten med en alder under 30 år.

Det er der visse perspektiver i – og Nigeria er allerede verdens 30. største økonomi.