Værdige værdier – eller uværdighed!

Tak til alle, der har formet idrætsfolk med så stærke værdier, at de siger nej til snyd og kriminelle penge.

Administrerende direktør for Irma siden 1999 Alfred Josefsen på sit kontor i Irmas hovedsæde i Rødovre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der florerer for tiden adskillige historier om matchfixing i idrætsverdenen. Danske topbadmintonspillere, som er blevet tilbudt store summer for at tabe med vilje. Og tilsvarende sager i tennis, ishockey og fodbold.

Tak for disse øjenvidneskildringer fra underverdenen. Tak for spillernes integritet. Tak for den moral, etik, men også retskaffenhed, som idrætsfolkene udviser. Og særligt tak til de trænere, holdledere, frivillige foreningsfolk, dommere, holdkammerater og forældre, som har været med til at forme idrætsfolkenes holdninger og værdier. Nogle værdier, som har vist sig så stærke, at topidrætsfolkene valgte at sige nej tak til snyd og kriminelle penge.

Der er helt sikkert regler imod matchfixing. Det er kriminelt. Det er strafbart, og alligevel vælter sager om matchfixing frem overalt i verden. Tilsyneladende er det sat i system af store asiatiske syndikater, og de kan kun begå sig og overleve, netop hvis idrætsfolkene lader sig bestikke. Og der må være mange rundt om i verden, som ikke kan modstå fristelsen. Derfor den righoldige næring til, at syndikaterne kan udvikles, vokse og ekspandere i flere regioner, i flere lande, i flere sportsgrene på flere niveauer.

Hvad er det, der virker i de danske eksempler? Værdierne virker. Idrætsfolkenes respekt for sportens sande og inderste logik er intakt. Selv om det for enhver ville være fuldstændig umuligt at se, om fjerbolden blev slået i nettet med vilje, og selv om man nemt kunne tilføre fjerbolden lidt ekstra kraft ud over baglinjen. Eller man kunne stå lidt fejlplaceret på banen, simulere en mindre skade eller lade sig irritere over lyset i hallen.

Idrætsfolkene har sagt nej tak til at underminere deres personlige integritet. Flot.

Uddannelsesdekan Jan Molin, CBS sagde i et interview i Berlingske for nogle søndage siden, at det er umuligt at opnå de ønskede resultater gennem øget kontrol. Eksemplet handlede om nogle forskningslægers mistænkelige anvendelse af forskningsmidler til mere festagtige formål, og Molin gav udtryk for, at øget kontrol blot vil føre til, at formålsbeskrivelsen på fakturaerne bliver mere kreativ. Det, det gælder om, er at sikre sig ensartede værdier og fælles forståelse af, hvordan man omgås samfundets penge.

Ordentlige værdier og ordentlige holdninger opstår ikke ud af ingenting. Det er hårdt arbejde at få værdier til at virke. Til gengæld virker værdier evigt. Hvis man har skabt sig en klar grænse for sin personlige integritet, er det usandsynligt, at det er noget, man i det daglige bruger kræfter på.

Hvordan kan man ledelsesmæssigt få værdier til at udgøre en rettesnor i dagligdagen? Lad mig bruge badminton idrætten som eksempel. Her har ledere og trænere fra de yngste årgange skabt en oplevelse af, hvad fair play er, og at det ikke er ok at snyde sig til en sejr. Man har lært at sige til dommeren, hvis man var blevet ramt af fjerbolden på kroppen, også selv om dommeren måske ikke havde set det. Man har lært, at det gælder om at vinde, og at det gælder om at vinde på en ordentlig måde.

Vi er i Danmark specielle på disse punkter. Kinesiske og sydkoreanske spillere ejer ikke denne etik. Her er en sejr en sejr, uanset hvordan og med hvilke midler den er vundet.

Mit ærinde er at fremhæve »det hårde arbejde«. Nogle drager den fejlslutning, at værdibaseret ledelse er en blød ledelsesfilosofi. Intet kunne være mere forkert. Det er både en usædvanlig hård ledelsesfilosofi, og det bygger på usædvanligt hårdt arbejde.

Regler, tvang, kontrol og sanktioner hører til i den lette kategori af ledelsesmæssige indsatsmidler. Lette, fordi de er hurtige at bringe i anvendelse, og lette, fordi de sjældent fører til de rigtige og relevante mål.

Ledelse handler om at få noget til at ske via andre. Det vil sige det handler om at kommunikere med – og påvirke – andre mennesker. Det handler om at skabe retning, forståelse, tilslutning og opbakning. Det gælder om at skabe kompetence, initiativ og energi. Og det foregår indenfor nogle etiske, moralsk, æstetiske, kunstneriske eller lovgivningsmæssige rammer. Alt sammen noget, der ikke kan skrives og beskrives som de ti bud. Noget som kun kan formuleres og beskrives i et værdisprog, og hvor værdisproget siden kan oversættes til de tusindevis af tilfælde, hvor værdien kan give mening som rettesnor.

Det er som nævnt mange gange hårdt arbejde. At holde værdierne sprøde, aktuelle og meningsgivende er et job. At skabe konkrete eksempler og fortolkninger af virkelige hændelser til forståelse af værdierne er et job. At skabe tydelighed og retning i forståelsen af rammerne, hensigterne og intentionerne er et job.

At lede frie, selvstændige personligheder er et job. At lede mennesker med store evner, høje forventninger og lyst til at være i centrum er et job. At arbejde med at udvikle sit team, at skabe vindere og at skabe holdånd er et job.

Heldigvis har vi historien med os. Vi står i dag med et land og en befolkning, som dybest set er opflasket med ordentlige værdier. Dem skal vi passe på, for de bærer vort land, vort erhvervsliv og vores sammenhold. De er vores konkurrencefordel. Men værdierne trues. Ikke særligt meget af indvandring og udenlandsk arbejdskraft. Men fra steder, der har en helt anden opfattelse af moral og etik.

Tak kære badmintonspillere. For historien og jeres integritet.

Go’ søndag.