Ung HKer: »Lækkert« at være på dagpenge

Dagpenge er et godt pusterum, mens man venter på drømmejobbet, skriver et bestyrelsesmedlem fra HK Ungdom Hovedstaden. Han får nu en påtale af foreningen.

Foto: Thomas Lekfeldt

»Det er sgu lækkert at være på dagpenge.«

Det mener i hvert fald Nicolai Arentz Larsen. Han er 22 år, bor i København og bestyrelsesmedlem i HK Ungdom. Og så er han på dagpenge.

»Jeg har ikke noget problem med at sige, at jeg rent faktisk nyder at være på dagpenge. Det gør jeg ikke, fordi jeg er doven eller bare ikke gider at arbejde; det gør jeg, fordi jeg egentlig synes, at det er ok lige at tage et pusterum,« skriver Nicolai Arentz Larsen mandag i et debatindlæg i Politiken.

Pusterummet bruger Nicolai Arentz Larsen til at tænke over, hvad han skal lave i fremtiden. Han gør sig tanker om, hvad han egentlig har lyst til. For han gider ikke lave hvad som helst, skriver han.

»Jeg er nemlig ikke interesseret i at tage et hvilket som helst job. Jeg vil have et job, som jeg synes, er sjovt, og som jeg mener, jeg er god til. Hvis ikke jeg får det, så tror jeg ikke, at jeg vil synes, at det er superfedt at stå op om morgenen. Tænk at stå op til et job, jeg ikke interesserer mig for,« skriver det unge medlem af HK Ungdom.

Nicolai Arentz Larsen skriver i indlægget, at der formentlig sidder nogle borgerlige læsere og tænker, »at det kan han da ikke være bekendt, det er jo samfundets penge«. Men også på hans egen fløj er der vrede over indlægget.

På Twitter er det blevet delt og kommenteret af både politikere og meningsdannere på begge sider af det politiske spektrum:

»Det er altså ikke kun borgerlige, der ryster på hovedet af ham her, der synes, det er »lækkert« at være på dagpenge. Det undrer mig, at han skriver: Nu bliver de borgerlige sure. Det gør vi andre nu også,« skriver blogger og socialdemokrat Mette Viktoria Pabst.

»Den går bare ikke. Det er ok at være glad for systemets hjælpsomhed, men »lækkert«, det river i ørerne,« skriver erhvervskvinden Stine Bosse.

»Pust du bare, unge mand. Men gør det for egne penge,« skriver folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S).

Kommentarerne er tre blandt flere, der udtrykker deres forargelse over for Nicolai Arentz Larsens indlæg i Politiken. Selv mener han dog ikke, det er forkert at være glad for at være på dagpenge, når tiden bruges som et pusterum. Heller ikke selv om han bruger en stor del af tiden på Netflix.

»Men: Det betyder ikke, at jeg er »beviset« på den borgerlige opfattelse af, at folk er dovne. Det er gange enkelt, fordi jeg tillader mig at vente, til jeg finder mit drømmejob,« skriver han i Politiken.

Bt.dk har været i kontakt med Nicolai Arentz Larsen, men han ønsker ikke at kommentere indlægget.

Formand for HK Ungdom Danmark, Karina Nicolaisen, tager afstand fra Nicolai Arentz Larsens syn på dagpenge og slår fast, at det langt fra er et udtryk for HKs holdning:

»Vi tager stor afstand til at se dagpenge som et pusterum. Det er ikke meningen, det har det aldrig været. Han vil få en påtale, for det er selvfølgelig ikke i orden at tale på vegne af så mange mennesker, når han ikke har spurgt, om det er i orden, at han sender indlægget ud. Det er på ingen måde udtryk for HK Ungdoms holdning. Han ved godt, jeg ikke er glad, og at det ikke var så smart,« siger Karina Nicolaisen.