Ufaglærte er mest bekymrede for at miste jobbet

Arbejdsløsheden er faldet, der er blevet skabt flere job, men alligevel er danskerne bange for at miste deres arbejde. Det er hos de ufaglærte, bekymringen er størst, viser undersøgelse.

Læs mere
Fold sammen

Frygten for en fyreseddel er stadig udtalt blandt danskerne, selv om arbejdsløsheden er faldet, og der er blevet skabt flere job.

Og de ufaglærte er den gruppe af beskæftigede danskere, der har den største frygt for at miste deres job, viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) ifølge finans.dk. Undersøgelsen, der er lavet blandt 27.000 beskæftigede danskere, viser, at bekymringen dog generelt er faldet, efterhånden som den økonomiske krise er stilnet af.

Det er blandt andet dagplejere, rengøringsassistenter, IT-teknikere, pædagogmedhjælpere, montører og produktionsmedarbejdere, der er bange for at miste arbejdet, skriver finans.dk.

Undersøgelsen konkluderer desuden, at det især er blandt kvinderne, bekymringen er størst.

Samtidig er danskerne også blevet mere bekymrede for at blive forflyttet. Især hos militærpersonale og politi- og fængselsbetjente er bekymringen om forflyttelse steget. Også told- og skattemedarbejdere og social- og sundhedsassistenter er på listen over dem, der frygter at blive flyttet rundt.