Udvikler branchen for luksushostels

Talent 100: Michelle Szpak Gram, 35 år, Reservation Manager, Steel House Copenhagen

Michelle Gram
Michelle Gram Fold sammen
Læs mere

Kategori: Specialister

Når mennesker sidder og søger på, hvor de gerne vil bo på deres ferie, opstår der fra det øjeblik, hvor de beslutter sig og trykker »bekræft«, en forventning.

Det er det øjeblik og den forventning, der driver Michelle Szpak Gram.

»Det er en enormt svær og enormt spændende opgave at finde ud af, hvordan vi bedst møder vores gæsters forventninger. Min primære opgave er at skabe en god toplinje, og det sjove er at arbejde med, hvor vi skal ligge på aksen for pris, produkt og forventning,« siger hun.

I rejseindustrien er store luksushostels et af de nye satsningsområder. Som bookingchef er Michelle Szpak Gram en nøgleperson bag udviklingen af Europas største hostel, Steel House Copenhagen på Vesterbro med 1.154 sengepladser, og branchen generelt, siger General Manager i Arp-Hansen Jep Friis Egefjord.

Det er en svær opgave, blandt andet fordi salgskanaler som Booking.com og Expedia primært er rettet mod at sælge værelser.

»Hun gør et fremragende arbejde med at udvikle både de salgs- og reservationskanaler og andre omsætningsværktøjer, der skal til for at tage kampen op mod etablerede konkurrenter. Hun ville kunne øge omsætningen for selskaber i alle brancher,« siger Jep Friis Egefjord.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.