Tysk bagepulver-patriark Rudolf August Oetker er død

Buddingekongen - en af Tysk erhvervslivs største profiler Rudolf August Oetker er død, 90 år gammel, efter en glorværdig karriere, tre ægteskaber og otte børn.

En af Tysklands mest succesrige virksomhedsledere Rudolf August Oetker døde tirsdag i en alder af 90 år i Hamburg.

Som 28-årig overtog han efter Anden Verdenskrig familiefirmaet Dr. Oetker, der i nazitiden beskæftigede tvangsarbejdere, men som takket være Oetker i dag er et af Tysklands største med en årsomsætning på over 52,15 milliarder kroner og flere end 22.000 ansatte verden over.

Familieimperiet blev i slutningen af 1800-tallet grundlagt af afdødes bedstefar, apotekeren August Oetker, som opfandt bagepulveret. Rudolf August Oetker nøjedes dog efter krigen ikke med titlen "buddingekonge", men fik udvidet virksomheden, så Oetker Group i dag også producerer øl, alkohol og har andele i rederier, banker og forsikringsselskaber.

Kunstsamleren Oetker, hvis familie er blandt Tysklands 10 rigeste, måtte i 1976 punge ud med 80 millioner krone for at købe sin bortførte søn fri. Oetker efterlader sig sin tredje hustru og i alt otte børn, hvoraf sønnen August står i spidsen for koncernen med sæde i Bielefeld.

/ritzau/