Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
For to år siden vandt iværksætterne Mikkel Steen Pedersen og Lone Stubdrup finalen i TV2s iværksætterprogram »Vejen Frem«.
Foruden titlen som Årets Iværksætter 2007 vandt parret også en million kr. for udviklingen af benzinbilen Roadrazer.
Nu har de og én mere dannet iværksætterfirmaet EcoMove, der har udviklet konceptet til en el-bil. Pengetanken Energi Horsens og Østjysk Innovation finder begge konceptet så spændende, at de hver foreløbig har investeret 1,5 mio. kr. i udviklingen af det. De første prototypebiler skal stå klar i sommeren 2010.
Foreningen Energi Horsens satser meget på udvikling af elbiler i Horsens, Hedensted og Vejle-området.
- Vi vil gerne udvikle underleverandører til produktion af elbiler og har et mål om at opbygge et vækstmarked og en klynge af leverandører til elbilindustrien i området. Investeringen i EcoMove er et vigtigt skridt i den retning, siger direktør Mogens Vig Pedersen, Energi Horsens, der ejer 4,29 procent af Dong Energy.
Han er sikker på, at EcoMove har konceptet til en ny, innovativ og energirigtig elbil.
- De viser vejen med en ny elbil, der er tænkt helt fra grunden. Konceptet bygger fra starten på en elbil, og det giver nogle muligheder i forhold til forskellige segmenter, siger Mogens Vig Pedersen.
Iværksætterne bruger den samme letvægtsteknologi, der fik Roadrazeren til at være hurtig. Det gør bilen let og mere energieffektiv. Den er opbygget, så den kan tilpasses forskellige målgrupper med særlige ønsker.
Perfekt til Clean-tech
Direktør Lars Stigel, Østjysk Innovation, fastslår, at projektet passer perfekt ind i planerne om at investere i cleantech-området.
- Det er innovativt og nytænkende. Vi tror på, at der er mange ideer inden for området. Dem håber vi, at se til vores cleantech-konkurrence, som vi netop har igangsat, siger Lars Stigel.
EcoMove flytter til november ind i Vitus Bering Innovation Park i Horsens. Her bliver firmaet en del af udviklingsmiljøet, der opstår i samspillet mellem uddannelse af ingeniører og iværksætterfirmaer.