Turistbranchens ukronede dronning

Den 44-årige Katia K. Østergaard har hele sin karriere kæmpet for hotel- og turismeerhvervet. Også selv om det ikke altid har været en let kamp.

ARKIVSOLO - Katia Knipschildt Østergaard og mand på stranden ved Humlebæk havn hvor de bor Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nævner man ordet turisme, er det meget svært at komme uden om Katia K. Østergaard.

Ikke blot har hun branchen i blodet og kender dens arbejdsvilkår lige fra yngste stuepige, kokken og tjeneren til den øverste hoteldirektør. Hun har tilmed også brugt hele sin karriere på at forbedre turist-erhvervets vilkår i Danmark, både politisk og arbejdsretligt. Det er ikke altid en helt let opgave at samle en branche, der består af så forskellige spillere som store, internationale hotelkæder, burgerrestauranter og historiske kroer på landet. Men Horesta-direktøren har lært, at man skal arbejde hårdt for at få ting til at ske.

Katia Østergaards forældre var ledere i restaurationsbranchen. Faderen var chef for Hotel Hvide Hus-kæden, og som lille pige måtte hun følge med, når forældrene skulle rundt og arbejde på kædernes forskellige hoteller i henholdsvis Maribo, Køge og Aalborg.

Det var også her, hun erfarede, at hotelbranchen kræver flid og hårdt arbejde, og fik respekt for alle dele af branchen, ikke mindst for de ansatte bag kulisserne. Forældrene regnede da også med, at deres datter ville følge i deres fodspor, men efter nøje overvejelser valgte hun juraen.

Det viste sig at være helt rigtigt og var – trods forældrenes frygt – ikke et farvel til branchen. Katia Østergaard endte nemlig med at specialisere sig i arbejdsret og fik job hos Horefa, Horestas forgænger. I begyndelsen var det et studiejob, men senere som blot 26-årig kandidat fra jurastudiet – i 1996 – fik hun en chefstilling, først som kontorchef og dernæst som afdelingschef, efter at hun fik sin advokatbestalling.

»Jeg havde det som en fisk i vandet, når jeg procedere ved domme og faglige voldgifter,« har hun tidligere udtalt til Børsen.

Drivkraften var at kunne gøre noget godt for det erhverv, hun følte sig så tæt knyttet til. Det stod da også hurtigt klart, at Katia Østergaard kunne skabe resultater og snart bød den næste mulighed sig til som personale-direktør hos Hilton

Rollen som leder viste sig af passe hende overraskende godt. Efter bare et år blev hun headhuntet til at være med til at fusionere Horesta med service- og transportorganisationer, som blev til HTS, senere Dansk Erhverv. som i dag er landets næststørste erhvervsorganisation. Hun blev også det første kvindelige medlem af Dansk Arbejdsgiverforenings bestyrelse.

Men karrieren satte sine spor undervejs. Katia Østergaard har fortalt åbent om, hvordan hun en dag på vej til Jylland pludselig fik et anfald bag rattet. Hun fortsatte dog med møder resten af dagen og dagen efter som normalt, men da hun besvimede igen og blev vækket af to ambulancefolk, stod det klart, at hun skulle tage den med ro i en periode. Det var dog ikke noget, som slog hende ud. Efterfølgende blev hun direktør for Horesta, var med til at skabe netværket »Expat in Denmark« for højtuddannede udlændinge, og nogle år senere satte hun sig sig i spidsen for igen at gøre Horesta til en selvstændig organisation. Det blev en process, som skabte dybe kløfter i forholdet mellem Horesta og Dansk Erhverv, som brød endeligt med hinanden i 2011. Siden har hun blandt andet arbejdet hårdt på at forbedre overenskomsten med 3F.

Katia Østergaard er gift, har to børn og er medlem af en række råd og nævn.