Transportboss med bar overkrop og fløjte

Det våde element fylder stadig meget ved siden af jobbet som DSV-chef for Jens Bjørn Andersen, der glad husker ungdommens somre i Ballerup svømmebads livreddertårn.

Transportboss med bar overkrop og fløjte Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er dit bedste sommerferiejob nogensinde?

»Da jeg var omkring 18-19 år og gik i gymnasiet, var jeg livredder i det lokale svømmebad i Ballerup, hvor jeg boede dengang.

Det var den slags job, hvor jeg næsten ikke kunne tro, at jeg blev betalt for det. Det var alletiders at sidde deroppe i tårnet i bar overkrop med den autoritet, der fulgte med, og blæse i fløjten, når drengene lavede for store bomber.

Fantastisk, når vejret var godt, og nemt, når vejret var dårligt.«

Hvorfor livredder?

»Jeg er gammel konkurrencesvømmer og blev træner for de unge drenge i byen, og så var det oplagt at bruge sommerferien som livredder.

Det var i årene inden, man for alvor træder ind på arbejdsmarkedet, og jeg har altid følt en særlig tilknytning til vandet.

Det gør jeg i øvrigt stadig. Hver gang jeg har muligheden for det, laver jeg open water-svømning. Især i disse måneder er det fantastisk, når man altså ikke lige svømmer ind i en brandmand, som jeg gjorde i forgårs.«

Hvordan har sommerjobbet påvirket din senere karriere?

»Jeg synes ikke, at man kan sige, at livredderjobbet har haft direkte indflydelse på, hvor jeg er i dag, men selvfølgelig lærte jeg af det. Det var ikke et ansvarsfrit job, hvor jeg kun sad i bar overkrop og følte mig vigtig.

Der skulle også spules toiletter og baderum, og så lå der jo en opgave og en uddannelse bag, som ikke var ren pjat.

Heldigvis fik jeg kun brug for de evner i nogle ganske få og ikke-alvorlige tilfælde.

Som med meget andet er jeg blevet ført af en række tilfældigheder, og sommerjobbet som livredder var måske med til at åbne mine øjne for, at jeg ikke skulle være livredder resten af livet.

Men jeg kunne være endt mange andre steder.«

Hvis du skulle lave noget helt andet i dag, hvad skulle det så være?

»Jeg har faktisk kun fået et rigtigt job i hele mit liv – da jeg startede min speditøruddannelse i Samson Transport, som senere blev overtaget af DSV. Men da jeg valgte at tage matematisk studentereksamen, var det faktisk på grund af en stor drøm om at blive havbiolog.

Den drøm havde jeg hele vejen gennem gymnasiet.

I dag betyder svømning og havet stadig meget for mig, men jeg vil ikke – lige nu og her – kunne svare dig på, hvad en havbiolog rent faktisk laver.«

B