»Træt af det? Det bliver jeg aldrig«

Førhen lå de i enhver by, nu er der kun en lille håndfuld tilbage i Danmark. Men bødkeren i Holstebro keder sig ikke, selv om plastic og metal har bidt sig fast i tønderne.

Bødker Jens Peter Nissen har 30.000 tønder på lager – mange af dem er fastelavnstønder til supermarkeder og legetøjsforretninger. Fotos: Keld Navntoft
Læs mere
Fold sammen

»Bødkeriet« står der skrevet med en blød pen. Skiltet hænger over døren til værkstedet. Den søde duft af træ breder sig, idet døren åbner sig. Kulden niver indenfor i bødkerens værksted. Savsmuldet klynger sig sammen på gulvet, som om det forsøger at holde varmen.

Vi møder bødkeren, som kommer fra de store maskiner bagerst i værkstedet. Altså det 1.400 kvadratmeter store værksted, som også huser et lager af fastelavnstønder, der står stablet i flere meters højde.

»Velkommen til,« lyder det fra Jens Peter Nissen. Han er femte generation af den vestjyske bødkerslægt, Nissen. Helt tilbage fra dengang, hvor Jens Andreasen Nissen omkring 1860 blev uddannet bødker. Og dengang bødkerne lå side om side.

Siden 2003 har Jens Peter Nissen drevet det store værksted, som han overtog fra sin »fatter«, som han siger på godt jysk.

»Han boede i Nørre Felding, små fire kilometer fra Holstebro. Han fik sklerose, da jeg var omkring de 20. Så overtog jeg lige så stille, mens hans kræfter svandt ind. Jeg havde set ham lave ting og hjulpet ham med dit og dat,« fortæller Jens Peter Nissen, som ikke er uddannet, men autodidakt bødker.

Faktisk er han uddannet automekaniker. Da han overtog sin fars værksted, arbejdede han fuld tid som mekaniker, hvor han sideløbende havde hænderne i tønderne, indtil han kunne leve af det.

»Dengang fatter blev dårlig, begyndte jeg at ringe rundt, for jeg tænkte, at det måtte man kunne leve af det her. Jeg har selv opsøgt det hele. Det behøver jeg så ikke mere. Men det er svært at starte op,« siger Jens Peter Nissen.

En naturlig arvtager

Hos den vestjyske bødker vinder træ over metal i en ny udgave af legen sten-saks-papir. Også selv om han egentlig er uddannet inden for metalbranchen. »Det er to forskellige verdener. Det er noget nemmere at bearbejde træ. Det er jo varmt i forhold til jern. Der er mere natur over det. Det er mere levende end sådan en stak jern,« siger han, mens han sluger ordenes endelser og strækker vokalerne.

»Jeg har altid fået skyld for at gøre det, jeg går op i. Nu kommer vinterperioden, så kan jeg gå ned og lave en masse nye blomsterkar. Det er herligt at gå herned, når der er tid og rum til det. Træt af det, det bliver jeg aldrig.« Der var ingen tvang. Overtagelsen af værkstedet var smertefri og kom som en naturlig efterdønning af flere generationers arbejde med det traditionelle håndværk.

»Min storebror var blevet spurgt, om han havde lyst til at tage over, selv om det nok var mig, der havde mest interesse i det. Men han havde ikke lyst. Der var jo ingenting at overtage dengang,« siger Jens Peter Nissen.

For allerede da hans far blev udlært bødker for omkring 65 år siden, styrtdykkede salget af tønder og kar. Han blev ansat hos Vestas i stedet, for så slap tønderne op hos hans far.

»Så gik der nogle år, og så købte han en lille smedeforretning i Nørre Felding og for ikke at gå og spilde tiden, gik han og lavede sit håndværk – bødkerfaget – ved siden af. Så på den måde holdt han liv i det.«

Der var engang en bødker

For selv om træ slår metal i Holstebro, var det ironisk nok metal, der slog bødkerfaget ud. Da plastic og jern i 60erne for alvor tog på togt i Danmark, ryddede det stort set alt, der rimede på trætønder. Tidligere kunne man finde en bødker i enhver by, og alene i Aarhus ville man nemt kunne finde 200 bødkere.

»Tidligere lavede man ajletønder. Ajle er urin fra køer og grise – det har alle landmænd jo. Nu har man en gylletank, hvor det hele er rørt sammen. Førhen skilte man det fra hinanden, og væsken blev kørt ud i de trætønder, man lavede og så på en gummivogn og så en lille traktor eller hest foran.«

Det har ændret sig. En aktiv bødker er et genfærd fra en tidligere tid i dagens Danmark. For i dag er der kun omkring fire aktive bødkere tilbage i Danmark.

»Det er udbud og efterspørgsel. Hvis der er for mange af os, så falder vi jo fra. Det er så ganske enkelt. Havde vi mange bødkere, er det da godt, for så køber folk noget ordentligt håndværk. Det er egentligt lidt en skam,« siger Jens Peter Nissen.

Han overtog nogle af sin fars maskiner, men ellers er det håndværket i ordets oprindelige forstand, der er ført videre.

Kileformede stave, som er selve princippet i bødkerfaget, bliver skåret i smige. Jernringe lægges ned over og drives ned, indtil træet bliver mast sammen. Og resultatet er bødkerens speciale – en tønde.

Hans vigtigste værktøj er krumkniven med et håndtag i hver side. Ved at trække kniven mod sig, skærer man stavene i rette mål. Når de er færdige, bliver de lagt til rette, så de er klar til at blive samlet i tøndeform. Et træ- eller jernbånd bliver bundet stramt rundt om stavene, og til sidst bliver der boret et spunshul, der kan forsynes med en taphane, så flydende indhold kan tappes.

»Det er stort set samme måde, man laver tønderne på. Man rejser hver stav op på hovedet. Men nu snyder vi lidt. Nu har vi en luftomsnøringsmaskine og så et stålbånd. Min fatter lavede jo med pilebånd. Det værktøj har jeg stadigvæk og bruger det den dag i dag til tønder til Læsø Sydesalt, hvor man rejser tønden og snører det sammen med sådan et stykke træ, man lige drejer,« fortæller Jens Peter Nissen.

Nok at give sig til

Tønderne, der bliver samlet én efter én og stablet én efter én, står sirligt og pænt og venter på, at Coop, Lidl, Top Toy, Læsø Sydesalt og kunderne på Færøerne henter dem.

For selv om bødkerne i sin tid eksisterede side om side med virksomheder, der brugte tønderne, falder bødkeren i Holstebro ikke i staver: »Jeg har egentlig nok. Jeg har mine fastelavnstønder, og så kommer der nogle ting ind i mellem. En masse specialopgaver,« siger Jens Peter Nissen, som fortæller, at hans far fik ti kroner mere for en tønde, end han gør i dag.

Men på lageret står der også godt 30.000 tønder i dag, som skal afhentes.

»Jeg har så fået mængden op. Det giver egentlig et godt billede af, hvad mængden betyder. Vi kan producere billigere end de baltiske lande lige nu.«

Og netop prisen er meget afgørende. Det er blandt andet derfor, at flere maskiner er i brug i dag end dengang, bødkerfaget var på sit højeste. Det tager for lang tid og bliver derfor alt for dyrt. Så de helt gamle bødkerkneb er svære at holde i hævd i dag.

Træsorten afhænger også af pris. For år tilbage blev tønder lavet i bøg. Så blev det for dyrt.

»Så købte jeg noget gran, vi har prøvet fyr – lige nu kører vi birk. Det er priserne, der bestemmer. Kan man købe godt et sted, så køber man det hele der. Jeg har fået fra Ukraine i en hel del år, det var bøg. Men det steg helt vildt. Da krisen kom i 2008, var der ingen til at købe det rigtig gode træ. Du ved, det gode træ sidder inde i midten – kernetræet – hvis man kan sælge det til en god pris, hvem kan så bruge alt det andet? Det kunne vi jo til fastelavnstønder i pænt store mængder. Men når der ikke er nogen, der vil købe det dyre inde i midten, og hvis vi skal have det yderste, så skal vi også være med til at finansiere kernetræet. Kubikmeterprisen blev for stor.«

Står børnene klar?

Lige nu er stavene fra »Kirvile« – det står der på de der labels.

»Det lyder lidt østligt,« konstaterer Jens Peter Nissen med et lydløst grin bag smilet. Kirvile er et firma fra Litauen.

»Danmark er alt for dyr. Vi tumler lidt med nogle for høje lønninger eller for store omkostninger for firmaerne. Man kan i hvert fald bare konstatere, at man kan købe det billigere i udlandet. Selvfølgelig kan man vælge at købe dansk, producere en masse, sætte det op på nogle hylder og så ingenting sælge.«

Hans tre børn har alle arbejdet i værkstedet. Om værkstedet bliver ført videre til sjette generation, er ikke en aftale, der er på plads.

»Men jeg er heller ikke klar til at rykke endnu,« siger Jens Peter Nissen.