Topskat hæmmer fleksibelt arbejdsliv

Familier med et fleksiblet arbejdsliv bliver straffet på skatten. Det viser nye beregninger fra Dansk Industri, som vil topskatten til livs. Professor vil have indført en flekskonto.

Topskatten gør det mindre attraktivt at knokle på i en periode for efterfølgende at skrue ned for tempoet i en årrække og give sig mere tid til børnene. Arkivfoto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Danske familier bliver straffet på skatten, hvis de indretter deres arbejdsliv på en fleksibel måde, hvor de knokler løs i nogle år, men skærer ned på arbejdstiden i andre.

Det viser helt nye beregninger fra Dansk Industri. DI har sammenlignet to familier, hvor far og mor i gennemsnit tjener 30.000 kroner om måneden over en tiårig periode. Mens den ene familie fastholder samme arbejdsindsats over hele periode, så vælger den anden at skrue op for karrieren i fem år, før de får børn, og skrue ned for arbejdet i fem år efter en familieforøgelse. Den fleksible tilrettelæggelse af arbejdet koster dem 122.000 kroner ekstra i skat.

»Eksemplet viser, at man fratager familierne en mulighed for at planlægge deres familieliv på en fleksibel måde på grund af den høje mellem- og topskat. Familierne bliver simpelthen nødt til at arbejde på samme niveau over en lang årrække, hvis ikke de vil straffes på skatten,« siger Tine Roed, vicedirektør i Dansk Industri (DI).

Flekskonto
Tidligere på året kom regeringens Familie- og Arbejdslivskommission med deres rapport, som konkluderer, at familier skal have bedre mulighed for yde noget ekstra på arbejdsmarkedet i nogle perioder og skrue ned for tempoet i andre.

Per Kongshøj Madsen, tidligere medlem af Familie- og Arbejdslivskommissionen, mener sagtens, at familierne kan få et mere fleksibelt arbejdsliv, uden at man fjerner topskatten. Ifølge kommissionen kan det lade sig gøre, hvis man laver en såkaldt flekskonto.

»Med vores forslag om en flekskonto kommer man ud over problemet med topskatten. Lige netop det problem kan godt løses ved at lave nogle mere fleksible måder at flytte indkomst på over tid. Der vil være knyttet en skattefordel til en flekskonto på samme måde som der i dag er til en kapitalpension,« siger Per Kongshøj Madsen, professor på Aalborg Universitet.

Begrænset pris
I LO er man ikke klar til at droppe topskatten for at sikre medlemmerne et mere fleksibelt arbejdsliv.

»Når vi har et progressivt skattesystem og afregner skat hver år, så vil det altid være sådan at folk med svingende indkomster har svingende skatter fra år til år. Men det er en begrænset pris at betale for at have et retfærdigt skattesystem, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Og det synes vi fortsat, at vi skal have,« siger Jan Kæraa Rasmussen, cheføkonom i LO.