Topdirektøren har stadig vinden i ryggen

Jan Kjærsgaard bliver ny direktør for Bladts Industries i Aalborg.

Jan Kærsgaard sagde sin stilling op som topchef for Siemens Wind Power. Det samme gjorde den mangeårige teknologidirektør Henrik Stiesdal. Jan Kjærgaard bliver ny direktør for Bladts Industries i Aalborg. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en energisk og meget løsningsorienteret leder med flotte resultater og et imponerende CV, som fremover skal stå i spidsen for supervirksomheden Bladt Industries i Aalborg, der fremstiller komplekse stålkonstruktioner til blandt andet vindmøller samt olie- og gasindustrien.

Det er Jan Kjærsgaard, der kommer fra en stilling som administrerende direktør for Siemens Wind Power, og som i 13 år har været medlem af koncernledelsen i Bonus Energi og Siemens Wind Power med ansvar for alle vindaktiviteter i Europa, Mellemøsten og Afrika. Han afløser Peter Rindebæk, der fortsætter i virksomheden som driftsdirektør og viceadministrerende direktør.

Bladt Industries blev i 2012 købt af kapitalfonden Nordic Capital Fund VII og har de senere år gennemgået en markant udvikling og meget kraftig vækst, hvor de er blevet en globalt ledende leverandør af fundamenter og transformerstationer til havvindmølleindustrien.

Jan Kjærsgaard, som senest pr. 1. november i år tiltræder som ny administrerende direktør, går for at have en fin næse for at finde løsninger på problemer og se, hvor mulighederne ligger. Det er hovedårsagerne til, at det er gået forrygende for Siemens’ salg af landmøller i Nordamerika, som sammen med Kina er to af vindselskabets vigtigste vækstmarkeder ved siden af det betydelige europæiske marked for havvindmøller.

En jordbunden chef

Den nye topchef for Bladt Industries er ud af en jysk familie af driftige folk på både mødrene og fædrene side. Hans nu afdøde far var advokat i Aalborg. En mand med bestyrelsesposter i mange virksomheder.

Bedstefædrene drev henholdsvis et mindre slagteri samt en skov og et savværk. Længere tilbage er der tømrere i slægten.

Jan Kjærsgaard, der har stået i spidsen for Siemens Wind Power siden 2011, var med til at banke den amerikanske vindforretning op til noget rigtigt stort for Siemens. I hans regeringstid blev fabrik nummer to blevet i USA og en fabrik bygget i Ontario i Canada.

Blandt ansatte, som kender ham fra hans tid som global salgschef med base i Danmark, er den jordbundne Jan Kjærsgaard et populært valg som ny topchef.

Lars Terney, der er bestyrelsesformand for Bladt & Partner, NC Advisory, og rådgiver for Nordic Capitals fonde, siger, at de har været på en utrolig rejse siden Nordic Capital indtrådte som ejere af Bladt i 2012. Selskabet er vokset kraftigt både på toplinjen og bundlinjen: »Vi ser, at industrien nu er på vej ind i en ny fase, hvor omkostninger og standardisering er i højsædet. Det stiller krav til nye og bredere kompetencer for Bladt, hvorfor bestyrelsen har valgt at styrke organisationen med ansættelsen af Jan Kjærsgaard og sætte Rindebæk på produktionssiden.«