Topchefernes parade

Den nye udgave af Top 100-topchefer giver et overblik over dansk erhvervsliv – netop her og nu.

Den nye udgave af Top 100-topchefer giver et overblik over dansk erhvervsliv – netop her og nu. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Niels Lunde har opdateret »100 topchefer«. Der er 39 topchefer, der var med i 2011-udgaven, som ikke længere er med i det fine selskab. Tilsvarende er antallet af kvindelige topchefer faldet fra syv til kun fem. Til gengæld er antallet af udenlandske topchefer steget fra tre til ni.

Bogen er forældet i samme sekund, som den er færdig. Det er umuligt at tage forbehold for det. Topchefer bliver udskiftet og andre kommer til. Det er konsekvenserne af et dynamisk erhvervsliv, hvor udviklingen går hurtigt.

Bogen er en mursten, som fylder godt i tasken. Det vil umiddelbart være en god grønspættebog, hvor alverdens information findes om den enkelte topchef. Desværre er det ikke en bog, man bare har liggende sammen med iPaden. Dertil er bogen for tung og klodset. Lige så tung som bogen er fysisk lige så elegant og velskrevet er bogen. Niels Lunde har en let og flydende journalistisk pen. Det viser han løbende i Dagbladet Børsen og ikke mindst med »Miraklet i Lego«.

Det er den journalistiske værktøjskasse, der bliver taget i brug. Dermed bliver det ikke en bog, som man bruges til dygtiggørelse med udgangspunkt i andres erfaringer. Niels Lunde er ikke nødvendigvis enig i dette synspunkt: »Jo mere enkelt og operativt et syn på ledelse kan udtrykkes, desto lettere er det for andre at lære og forstå det«.

Til gengæld er det en udgave, der kan give et mere fyldestgørende overblik end det, som »Den Blå Bog« og andre tilsvarende opslagsværker giver. For headhuntere og andre, der lever af at rådgive dansk erhvervsliv, vil det være en bog, som finder daglig anvendelse.

Ledelse er ikke akademisk. Derfor ligger sandheden et sted mellem Niels Lundes journalistiske værktøjskasse og det lidt tungere. Også selv om to af de skarpe topchefer har et par stærke citater:

Det handler om at træffe beslutninger

»Uha, det har kørt rundt for mig, når tingene blev for akademiske og analytiske, men i den sidste ende handler ledelse om at kunne træffe beslutninger og om at sætte handling bag ordene«, siger Peder Tuborgh fra Arla i bogen, og synspunktet bliver bakket op af Henrik Poulsen fra DONG Energy, der siger, at ledelse ikke skal gøres »alt for abstrakt, men at holde det nede på et meget konkret og jordnært plan!«

Ledelse handler om resultater, og »100 topchefer« er en parade af dem, der har skabt resultaterne. Nummer ét er Nils Smedegaard Andersen fra A.P. Møller - Maersk. Han er rykket frem fra en sjetteplads i 2011-udgaven. Den finansielle sektor er prioriteret ned, og medierne er slet ikke med i opremsningen. Opgørelser kan altid diskuteres. Det vil altid blive en subjektiv vurdering, og anden udgaven af bogen er heller ingen undtagelse.

En anbefaling vil være, at Niels Lunde i tredje udgave kaster snøren ud til CBS eller et stjernekonsulentfirma for at trække på lidt hårde data til at få udpeget hvem, de bedste topchefer er med udgangspunkt i de resultater, de har skabt over en længere tidshorisont. Eventuelt sammenvejet med bestyrelsesposter. Det vil give en mere nuanceret bog, som trækker mere på facts end den nuværende version.

Det er ikke ensbetydende med, at »100 topchefer« er ukvalificeret på nogen måde. Det er noget af det bedste til at få et overblik over dansk erhvervsliv lige nu.

Den tavse Ane Uggla

Hver topchef breder sig over en halv snes sider. Her fragår værktøjer, vision, mission med videre og CV fremgår. Her adskiller Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla sig fra alle de øvrige medvirkende i bogen. Værktøjerne er ukendte. Der er bare hvidt papir. Hun er – stadig ifølge Niels Lunde – dansk erhvervslivs mest magtfulde person – lidt paradoksalt er hun indplaceret som nummer 19. Hun er også den mest tavse af alle. Og så er hun oven i købet faldet med 14 pladser. I den gamle udgave var hun med i den allerøverste top.

Det er tankevækkende, at det er ikke-ejere, som sidder på de ti første poster. Først på 11.-pladsen kommer Kjeld Kirk Kristiansen fra Lego, og han er endda drattet ned fra en tredjeplads. Til sammenligning er nummer fem på listen Jørgen Vig Knudstorp fra Lego.

På trods af det store element af subjektivitet, der er på listen, så er bogen stadig blandt de mest spændende bøger om ledelse. Ikke mindst praktisk ledelse.