Tør du hugge til som Alexander og ændre spillets regler?

Da Alexander den Store for snart 2.500 år siden svang sværdet og huggede den gordiske knude over, løste han et vanskeligt ledelsesmæssigt dilemma.

ALEXANDER DEN STORE
Alexander den Store regerede over en stor del af verden for snart 2.500 år siden, men kan stadig inspirere med sin ledelse.  Fold sammen
Læs mere
Foto: NF

Kender du myten om den gordiske knude? Vi skal helt tilbage til det 4. århundrede f.Kr., hvor den makedonske konge Alexander den Store på sit erobringstogt nåede til det nuværende Tyrkiet. Her fandt han i et tempel den gordiske knude, hvorom sagnet gik, at den, der løste knuden, ville få herredømmet over hele Asien. Alexander løste knuden: Han tog sit sværd frem og kløvede knuden midt over i et hug. Problemet var løst – og Alexanders rige kom til at strække sig fra Egypten til Indien. Hvor svært kan det være!

Udtrykket »alexanderhug« bruges fortsat i dag om drastiske løsninger på vanskelige problemer. Og fascinationen af hugget lever i bedste velgående. Vi ledere elsker at puste os op og iscenesætte os selv som Alexander-copycats, der på nærmest daglig basis svinger sværdet som den beslutningsdygtige, handlekraftige og resultatorienterede kaptajn på broen. En leder, som kan tænke ud af boksen, eksekvere og løse alle problemer uden tøven – ovenikøbet på uventede måder.

Jeg har altid elsket historien om den gordiske knude. I mange år på grund af løsningen, men jeg er blevet mere og mere fascineret af det tidsrum, der gik fra, at Alexander så knuden til, at han svingede sværdet. Der kan være tale om sekunder, måske minutter eller timer. Gad vide, hvad der foregik i hovedet på ham?

Han har givetvis forsøgt at analysere sig frem til løsningen. Alexander var på ingen måde en barbarisk krigsherre. Hans personlige læremester var efter sigende selveste logikkens mester, Aristoteles – han havde således indtil flere sommerkurser på datidens Harvard eller INSEAD, og jeg er ret overbevist om, at han indledningsvis ganske struktureret har brugt tid på at sætte sig ind i problemets natur.

Først har han overvejet, om problemet var velkendt og dermed håndterbart. Var det en knude, som han selv eller andre måske havde løst før? Hvis det forholdt sig sådan, kunne han bede en projektleder udarbejde en erfaringsbaseret projektplan med de nødvendige handlinger, og Alexander kunne sætte sig selv ind som formand for styregruppen. Det kunne gå hen og blive et langt og dyrt projekt, men løst ville det blive.

»Vi ledere elsker at puste os op og iscenesætte os selv som Alexander-copycats.«


Hurtigt må han have konstateret, at problemet var af en lidt mere uhåndterbar karakter. Sådan et problem, hvor løsningen ikke er erfaringsbaseret åbenlys. Måske har Alexander tænkt, at problemet mindede ham om dengang, han i mellemledergruppen af uforklarlige årsager havde 16,7 pct. sygefravær over to kvartaler i træk, eller hvor den konkurrerende hær havde nedsat produktionsomkostningerne på spyd med 32 pct. I så fald skulle han arbejde med et langt mere undersøgende projektdesign, hvor han skulle kortlægge og gå i dybden med problemets natur, inddrage interne og eksterne interessenter og analysere sig frem til, hvordan han på sigt kunne gøre den uhåndterbare knude håndterbar.

De tanker er jeg sikker på, at Alexander må have været igennem, men nu bliver det for alvor interessant. For hvorfor forkaster han etablerede projektmodeller og hiver sværdet og alexanderhugget frem fra den ledelsesmæssige værktøjskasse?

Han må have erkendt sin egen inkompetence – og hatten af for det. Han har erkendt, at han trods rygter om det modsatte kun var et menneske. Alternativet ville have været at slide sig selv, sine medarbejdere og firmaets økonomi i stykker ved at sætte dem til at udarbejde nyttesløse løsningsmodeller. Og det havde han ikke tid til: Han skulle jo erobre halvdelen af verden.

Han må have været i dyb tvivl og enormt frustreret, og her er min fascination på højdepunktet. Her stod han – selveste Alexander den Store, og han kunne ikke regne den ud. Han kunne vælge at resignere, skyde skylden på nogle andre eller sågar abdicere. Men i stedet vælger han hugget – han ændrer spillets regler. Og bliver en evig inspiration for alle ledere, der står i dødvandet: Den rigtige løsning kan i sidste ende være den utænkelige.

En fuld forklaring på Alexanders overvejelser får vi heldigvis aldrig. Men måske ligger svaret i, at han efter sigende hver nat sov med to ting under puden: Iliaden (datidens eneste managementlitteratur) og en dolk.

Allan J. Christensen er direktør i Cambiamento