Tøm lasten, men glem aldrig kursen mod de blå have

Fokus: “ Jeg har det som Superman, der har mistet kappen. Men måske er den bare sendt til vask – hvem ved?.” Morten Lund, konkursramt tidligere ejer af Nyhedsavisen.

Tøm lasten, men glem aldrig kursen mod de blå have
Et blik tilbage på nyhedsugen afslører én gennemgående trend: Fyringer og atter fyringer.

Man er næsten blevet det dumme får i flokken, hvis man som direktør ikke lige benytter krise-dagsordenen til at liste et par hoveder ud af virksomheden. Men helt ærligt: Er det en kunst at fyre?

Afskedigelser er og bliver kun økonomi-afdelingens nemme reaktion for at få regnskabet til at balancere. Og det er fint nok. Bare ikke godt nok.

Vinderne i tidligere tiders kriser har alle været visionære, udfordret det bestående og investeret i udvikling. Trods dårlig stemning blandt medarbejderne og pres fra ejerne har de fastholdt jagten på de “blå oceaner”.

Heldigvis synes flere fra vor egen topchef-skare at have lært lektien. Egmonts adm. dir. Steffen Kragh vil investere i et forsømt område, digitale medier. Niels Bjørn Christiansen fra Danfoss vil købe op. Og i DSV sætter Kurt Larsen sig hårdt på DFDS for at tænke nye løsninger i en ellers presset transportsektor.

De kan alle knække halsen på at være offensive. Det er risikoen. Til gengæld har de chancen for at blive en af kommende tiders mest respekterede topchefer.