Tivoli-direktør tilfreds med New York-planer

Tivolis direktør Lars Liebst havde et positivt møde med myndighederne i New York om deltagelse i et projekt om genopbygning af Coney Island-området.

Mødet fandt sted fredag, oplyser kommunikationsdirektør Stine Lolk til RB-Børsen.

- Lars Liebst, der nu er taget videre på ferie, havde et positivt og interessant møde i fredags, men der skal flere drøftelser til før det foreligger noget endeligt, siger hun.

Lars Liebst manede mandag i sidste uge til forsigtighed, og det samme gør Stine Lolk.

- Det er endnu for tidligt at sige noget om vores rolle i projektet, og hvad tidsfristen er, understreger hun.

- Bystyret leder efter en helhedsløsning for byområdet, og det er ikke kun på forlystelsesparkdelen, de mener, vi kan hjælpe. Der er faktisk mere tale om byudvikling, siger hun.

Selv om Lars Liebst i sidste uge gerne ville nedtone henvendelsen fra myndighederne i New York, havde han svært ved at skjule begejstringen over det kæmpestore potentiale.

- Coney Island ligger inden for en kort afstand af ufatteligt mange mennesker. Det er bestemt interessant, men vi er afventende, og nu må vi se, hvad det konkret betyder. Mange af vores store konkurrenter har været inde i løbet, og så bliver vi stolte, når borgmesteren i New York vil have os, konstaterer Lars Liebst.

Coney Island har tidligere været hjemsted for forlystelsesparker og hotelresorts, men gennem de sidste mange år er områdets popularitet faldet drastisk.

Tivolis udlandseventyr har hidtil kun bestået af et samarbejde med den japanske forlystelsespark Kurashiki Tivoli Park. Den aftale blev dog for nylig ophævet af Tivoli, der ikke mente, at japanerne levede op til kravene fra Tivoli.

RB-Børsen