Tiger flået i skilsmissen

Svenske Elin Nordgren får formentlig en stor sum penge med ud af ægteskabet med Tiger Woods, for golfspilleren vil betale dyrt for ekskonens tavshed.

Foto: JOHN SOMMERS II

900 millioner kroner. Så meget kan Elin Nordgren angiveligt se ud til at tage med ud af sit ægteskab med golfstjernen Tiger Woods.

Parret har netop bekræftet længerevarende rygter om at en skilsmisse er under opsejling, og nu starter så rygterne om, hvor meget Tiger Woods må punge ud med.

Læs også: Tiger Woods erstattet af elefant

Og ifølge britiske Telegraph kan golfstjernens svenske kone altså se frem til knapt en milliard kroner som et plaster på såret efter det forliste ægteskab, der ikke kunne holde til afsløringerne af tigerens omfattende utroskab. 

Betaler for tavsheden

Da parret blev gift i 2004 indgik de ellers en ægtepagt der sikrede Nordgren 100 millioner kroner efter 10 års ægteskab, men ifølge flere medier er golfstjernen så ivrig efter at sikre ekskonens tavshed og undgå afsløringer fra deres år sammen, at han er villig til at gribe til lommen.

Umiddelbart bør det heller ikke være noget problem for Woods at smide flere penge i skilsmissen.

Golfspilleren er ifølge Forbes Magazine den første sportsatlet der kan kalde sig milliardær og han tjente knapt 600 millioner kroner det sidste år alene. 

Hjem til Sverige?

Ifølge rygtemøllen står Elin Nordgren også til at få parrets ene hus i Florida, mens Woods beholder et andet hus i Jupitaer Island, der også ligger i Florida samt parrets palæ i Los Angeles og en større yacht.

Læs også: Ny sponsor dropper Tiger Woods

Om Nordgren bliver i USA og hvad der skal ske med parrets to børn er endnu uvist. Golfstjernens forsmåede ekskone købte sidste år en ejendom i Sverige, og det har sat gang i spekulationer om, at den tidligere badetøjsmodel er ved at vende næsen hjemad.