Tidligere BG Bank-direktør: Jeg vidste intet

Søren Kaare-Andersen, der stoppede som direktør i BG Bank 2. januar, havde ikke kendskab til, at BG Bank-mærket nu opsluges af Danske Bank.

2. januar meldte BG Bank ud, at virksomhedens direktør gennem seks år, Søren Kaare-Andersen, stopper.

Søren Kaare-Andersen bliver 1. juli ny direktør i Roskilde Bank, hvor han afløser Niels Valentin Hansen, der går på pension.

I dag meddelte Danske Bank, at BG Bank suges ind under Danske Bank-varemærket - og dermed forsvinder som selvstændigt brand.

Søren Kaare-Andersen siger til Business.dk, at han ikke vidste noget om sammensmeltningen, da han stoppede 2. januar.

"Det var ikke derfor, jeg sagde op. Jeg stoppede, fordi jeg gerne vil prøve noget andet," siger Søren Kaare-Andersen, der - i god ro og orden - forlod BG Bank med øjeblikkelig virkning 2. januar, da meddelelsen om hans skifte til den mindre konkurrent i Roskilde blev offentliggjort.

"Jeg tiltræder først 1. juli, så jeg er inde i en vakuumperiode for tiden. Derfor skal jeg heller ikke blande mig i Danske Banks beslutninger, men det er da klart, at jeg havde blandet mig, hvis jeg stadig havde været direktør for BG Bank," siger Søren Kaare-Andersen.

Den kommende Roskilde Bank-direktør har et halvt års 'ferie', indtil han begynder i sit nye job - men han har dog ikke svært ved at få timerne til at gå.

"I øjeblikket forsøger jeg at sælge vores hus i Holte og købe et nyt i Roskilde - og så har min kone lagt en lang dosmerseddel til mig," som han udtrykker det.

Søren Kaare-Andersen var topchef i BG Bank i seks år og har i alt været i Danske Bank-koncernen i tyve år.

"Så tidspunket er kommet til at prøve noget nyt. Det er en spændende bank, og derfor sagde jeg ja," siger han til Business.dk 2. januar.