Ti tip til at finde dit næste job gennem dit netværk

Netværk er et værdifuldt værktøj til at finde et nyt job, men det er ikke et quickfix. Det kræver tålmodighed og hårdt arbejde, hvis netværket skal bane vejen for et nyt job.

klumme
Netværk kan være et godt værktøj i forsøget på at sikre sig et nyt job. Men det kræver en indsats at få udbytte af gamle kontakter. Fold sammen
Læs mere

Tallet talte sit tydelige sprog, da vi i Lederne for et par år siden i forbindelse med en undersøgelse om lederes planer om jobskifte borede i, hvilken rolle netværk spiller i den sammenhæng: Over halvdelen af lederne med jobskifteplaner, 54 procent, svarede således, at de aktivt bruger deres netværk til at afsøge mulighederne for nyt job.

Med andre ord: Ledere i Danmark er særdeles bevidste om værdien af deres professionelle og private netværk, når de barsler med ideen om at finde et nyt job.

Det giver god mening. Netværk kan nemlig absolut være nøglen til det næste drømmejob – men jeg må også med det samme skuffe dem, som tror, at der er tale om et quickfix. Tværtimod er min erfaring, at det kræver forberedelse, tålmodighed og en ofte meget stor indsats, hvis man vil bruge sit netværk til at komme videre i karrieren.

På baggrund af tusindvis af samtaler med danske ledere har Ledernes karrierekonsulenter for nylig udarbejdet en liste med ti råd, som er særdeles anvendelige i denne sammenhæng. I kort udgave er rådene, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig, disse:

1

Find ud af, hvad du vil! Overvej, hvor du vil hen i karrieren. Hvis du ikke selv ved det, kan du heller ikke fortælle andre om det. Spørg derfor blandt andet dig selv, hvilke kompetencer du har, hvordan dit drømmejob ser ud, og hvad der motiverer dig. Find også ud af, i hvilke brancher, virksomheder og dele af landet dine drømmeopgaver findes, og hvilke krav du har til ansættelsesvilkår.

2

Kortlæg dit netværk, og find derigennem ud af, hvem det er mest relevant for dig at tale med. Det kan for eksempel være nogle, du kender fra tidligere job eller har mødt i et uddannelsesforløb – og det kan både være personer, du har en tæt og privat relation til, eller nogle, du kun kender perifert.

3

Tjek dine profiler på de sociale medier, især LinkedIn, idet du formentlig bliver tjekket dér af potentielle arbejdsgivere. Find ud af, om der er overensstemmelse mellem det, din profil signalerer, og det, du gerne vil karrieremæssigt – og læg også vejen forbi din eventuelle Facebook-, Instagram- og Twitter-profil, og tjek, om der er tekst- eller billedindhold, som ikke er hensigtsmæssigt og derfor skal fjernes.

4

Træn dine netværkskompetencer med én, du kender godt, og som du er fortrolig med, og sørg for at få feedback, så du er bedst muligt klædt på til næste netværksmøde. Pas på med hyggesnakken – et netværksmøde har altid et formål. Og husk, at en præcis, kort elevatortale medvirker til en god netværkssamtale, hvor du konkret får fortalt, hvad du går efter.

5

Aftal et møde med en relevant person i dit netværk. Når du kontakter vedkommende, så giv udtryk for, at du har brug for inspiration til din karriere. Spørg ikke direkte efter et job – det er for konkret og forpligtende for den anden.

6

Vær bevidst om dine kompetencer, og husk, at mødet er en ligeværdig relation, hvor begge parter mærker, om der er noget at bygge videre på. Se ikke dig selv kun som jobsøgende, men profilér dig på den faglighed og de kompetencer, du har.

7

Vær interesseret og personlig – og husk, at netværksmødet ikke er en jobsamtale. Spørg også ind til, hvad der rører sig i den andens virksomhed og branche, vær personlig og interesseret, og stil hv-spørgsmål. Og så skal du huske at lytte!

8

Bed om et godt råd, for det smigrer som regel, når folk bliver bedt om at agere ressourceperson. Langt de fleste vil gerne give gode råd eller dele relevante informationer om jobåbninger og karrieremuligheder. Du skal bare være konkret med dine budskaber om, hvad de kan bidrage med til dig.

9

Kontakt dit netværks netværk. Det kan tænkes, at du ikke har de rette personer i dit netværk og derfor må i gang med at udbygge det. Sigt mod, at du går fra hvert netværksmøde med tip om to-tre potentielle nye netværkspersoner. På den måde holder du gang i en proces, hvor flere og flere bliver dine øjne og ører i markedet. Deltag også på konferencer og »gå hjem«-møder.

10

Sidst, men ikke mindst er det vitalt at holde sit netværk ved lige. Husk at følge op på møder og mailudvekslinger, og lad relationerne vide, hvad der sker af nyt. Knyt forbindelse til dem på LinkedIn og like, hvis de har aktiviteter på LinkedIn, du synes om.

Held og lykke med processen!

Vibeke Skytte er direktør i Lederne