Thorborg fejrer succesen med kæmpe fest

"Det er da ekstravagant, men vi har selv tjent pengene og har råd til det," lyder det fra Spamfighter-direktøren, der holder megafest for venner af huset.

Martin Thorborg lover fri bar og seks bands til sine 500 gæster hele natten. "Enten er der fest - eller også er der ikke fest," lyder det fra Spamfighter-stifteren. Foto. Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Spamfighter har netop rundet 2,5 mio. brugere og omsatte sidste år for 22,5 millioner kroner.

Og det skal fejres, mener Martin Thorborg og Henrik Sørensen, der står bag selskabet. Thorborg og Sørensen stiftede i sin tid Jubii.dk.

Ifølge Martin Thorborg har Spamfighter allerede omsat for seks mio. kr. indtil videre i januar måned, og han gætter på, at omsætningen lander på mellem 80 og 100 mio. kr. i år.

Så nu har Spamfighter-folkene lejet Park Café i København, inviteret 500 venner af huset, hyret seks bands og tre DJs - bl.a. Jokeren, Natasja og Keld & Hilda - "for at sparke dotcom-festen i gang igen," som han betegner det.

"Det der med at holde en slatten fest, hvor folk selv tager bajere med hjemmefra, det gider vi ikke. Enten er der fest - eller også er der ikke fest," siger Thorborg til Business.dk.

"Det er da ekstravagant, men vi har selv tjent pengene og har råd til det. For vores vedkommende handler det også om endegyldigt at sparke de onde ånder og dårlig karma væk fra dengang, dotcom-boblen bristede. Humøret er hysterisk højt og nu skal der tjenes penge," lyder det fra Thorborg.

Festen er dog kun for forretningsforbindelser og venner af huset - og så har Thorborg og Sørensen også inviteret nogle gode venner fra Jubii-tiden.