TDC-topchef tilbage på skolebænken: Allison Kirkby får mentorrolle på CBS

Allison Kirkby er udpeget som årets »Executive in Residence« på Copenhagen Business School. TDC-topchefen påtager sig ikke bare rollen for at lære fra sig – det går også den modsatte vej, fortæller hun.

Allison Kirkby har stået i spidsen for TDC Group siden efteråret 2018. Nu har hun valgt også at bruge tid på den kommende generation. Det sker gennem et samarbejde med Copenhagen Business School. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Topchefer keder sig sjældent. Det gælder også adm. direktør for TDC Group Allison Kirkby, der i hverdagen har rigeligt at se til. Hun tøjler 7.000 ansatte og har blandt andet ansvaret for at sikre, at den nylige strukturelle opsplitning af koncernen i to forretningsben ender som en succes.

Allison Kirkby har alligevel valgt at sige ja tak til udnævnelsen som »Executive in Residence« på Copenhagen Business School (CBS). Titlen betyder, at hun det kommende år vil indgå i et tæt samarbejde med CBS og i den forbindelse stille sig til rådighed som foredragsholder, sparringspartner, mentor mv.

Der er gode grunde til, at den skotskfødte direktør, der siden efteråret har stået i spidsen for telekoncernen, vælger at sætte tid af i sin travle kalender til at interagere med den næste generation af erhvervsledere.

»For mig handler det personligt om at komme tilbage i skole og dele min erfaring og viden med de studerende. Jeg håber, jeg kan inspirere dem til at blive succesfulde ledere. De er nu engang fremtiden, og jeg har selv oplevet værdien af at blive inspireret af ledere, jeg arbejdede sammen med,« siger hun.

Allison Kirkby er den tredje topchef, der indgår samarbejde med CBS som Executive in Residence. De to foregående var Thomas F. Borgen fra Danske Bank og Jens Bjørn Andersen fra DSV. Med Allison Kirkby får CBS nu adgang til en erhvervskvinde, der har en vidtfavnende karriere bag sig.

Formet af udfordringer

Med en finansiel og ledelsesmæssig uddannelse fra Storbritannien i rygsækken påbegyndte hun i 1990 en karriererejse, som efter nogle år landede hende i den amerikanske kæmpekoncern Procter & Gamble, hvor hun arbejdede i næsten et årti i forskellige ledelsesroller. Herefter gik turen til blandt andet 21th Century Fox og svenske Tele2, inden hendes ryk til TDC i 2018.

Selv betegner hun perioden i Procter & Gamble som den nok mest formative periode i hendes karriere. Den byggede ikke blot oven på hendes uddannelse, den lærte hende også at navigere som leder i et særdeles udfordrende miljø.

»Jeg var udstationeret i Rumænien i midten af 1990erne, hvorfra vi ville ekspandere til Balkan som en af de første vestlige virksomheder. Det var tiden mellem krigene i Bosnien og Kosovo, og inden sanktionerne mod Serbien blev ophævet. Det blev en game-changer-oplevelse for mig,« siger hun og tilføjer:

»Vi skulle blandt andet hyre og udvikle nyuddannede, som ikke var vant til Vestens arbejdsmetoder. Det var lærerigt, og jeg knyttede mange personlige bånd. Jeg lærte en masse om mit eget lederskab og om at navigere i evigt omskiftelige omgivelser.«

Tæt på de studerende

Én af de læresætninger, som Allison Kirkby har taget med hjem fra både Balkan og efterfølgende stillinger, er, at det har ekstrem stor værdi, når det etablerede erhvervsliv knytter bånd med unge under uddannelse. Den grundholdning har hun taget med sig til TDC.

Telekoncernen har allerede et udviklingsprogram, som blandt andet er målrettet nyuddannede kandidater, og som fokuserer på kompetenceudvikling inden for snævre, fast definerede områder – for eksempel robotteknologi eller produktudvikling.

Derudover har hun taget en anden vane med sig. Det er hendes fast tilknyttede trainee.

»Hun får lov til at følge mig tæt i et helt år. Hun hjælper mig og arbejder sammen med mig om for eksempel vigtige strategiske beslutninger. Det giver hende blandt andet indsigt i udfordringerne ved at være topchef. Men det går også den anden vej. Hun er med til at inspirere mig, og jeg bliver samtidig klogere på den kommende generation,« siger hun.

Disruptiv tidsalder

Executive in Residence-rollen på CBS betyder, at Allison Kirkby får endnu mere og tættere adgang til den generation, der både udgør potentielle kunder, samarbejdspartnere og ansatte. Hun ser også frem til at være dommer i de klassiske casecompetitions på CBS, hvor de studerende på kort tid og i konkurrence med andre skal løse reelle problemer i en casevirksomhed.

TDC har tidligere været emne i en sådan casecompetition, og planen er, at telekoncernen skal være det igen, mens Allison Kirkby er en del af CBS-programmet. Hun mener, at den slags er meget værdifuldt. Ikke bare fordi det sætter unge hjerner på opgave. Det handler igen om at binde universiteterne tættere sammen med det etablerede erhvervsliv, så de kan lære af hinanden.

»Det er en stor hjælp for os at møde og forstå det talent, der kommer ud fra CBS. Blandt andet fordi det lærer os noget om, hvad der er vigtigt, hvis man skal tiltrække talentet i fremtiden. Omvendt har universitetet også gavn af det. De får større specialviden, når det drejer sig om at forstå, hvad det reelt er for kandidater, som erhvervslivet efterspørger,« siger hun.

Topchefen for TDC Group, Allison Kirkby, mener, det har stor værdi for en koncern at være tæt på de unge, der meget vel kan gå hen og blive ansatte i fremtiden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Allison Kirkby har stor tiltro til de kommende generationer. Fordi vi lever i disruption-tidsalderen, er der mange ting, der er under opbrud. Også når det gælder uddannelse, hvor det i dag ikke er sikkert, at vejen til en ledelsesstilling i et teknologiselskab er gennem en ledelsesuddannelse. I dag er kandidater med teknologisk specialviden også potentielle kandidater.

Det er specielt den hastige teknologiske udvikling, vi oplever lige nu, som hun tager udgangspunkt i, hvis man spørger hende om, hvilke kvaliteter fremtidens ledere skal indeholde.

»Det er helt essentielt, at de omfavner teknologien, og så skal de være omstillingsparate. Som konsekvens af disruption og den teknologiske transformation ændrer det bestående sig hele tiden. Det skaber pres på organisationer. Derfor er det også vigtigt, at fremtidens ledere er troværdige og autentiske. Det budskab håber jeg, at jeg kan være med til at give videre,« siger hun.