Tanja Lind Melskens

Innovation og udvikling

Tanja Lind Melskens - Talent 2017 innovation og udvikling Fold sammen
Læs mere

Den innovative fintech-ekspert

Et »lysende ledertalent«, der takket være sin initiativrigdom står i spidsen for Kammeradvokatens ­fintech-team. Sådan beskriver partner og advokat hos Kammeradvokaten Boris Frederiksen den 31-årige advokat Tanja Lind Melskens, som har arbejdet i advokat­firmaet siden 2014.

I sommeren 2016 bankede hun på Boris Frederiksens dør med en forretningsplan indeholdende analyser af fintech-markedet. Den unge advokat ville starte et fintech-team i det traditionsrige firma.

»Det er ikke helt sædvanligt, at man ser initiativ på den måde blandt advokater, og det vil vi gerne belønne. Mange jurister starter med at kigge på det indholdsmæssige og bagefter på forretningsmulighederne. Tanja tænker den anden vej rundt,« siger Boris Frederiksen.

Det seneste halve år har fintech-teamet arbejdet med sager om blockchain, kunstig intelligens og robotteknologi for både iværksættere og etablerede finansielle virksomheder. Ambitionen er at børste støvet af Kammeradvokatens image.

»Mange tror, at Kammeradvokaten blot er statens advokat. Når vi runder 2018, håber jeg, at Kammeradvokaten også bliver associeret med specialister i fintech, innovative rådgivere og digitale løsninger,« siger Tanja Lind Melskens.

Tanja Lind Melskens 31 år, advokat, LL.M., leder af fintech-teamet hos Kammeradvokaten

 

2011: LL.M. i banking, corporate og finance, Fordham University, School of Law, New York

2012: Cand. jur., Københavns Universitet

2012: Advokatfuldmægtig, Hannes Snellmann

2014: Advokatfuldmægtig, Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmidt

2015-: Advokat, Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmidt