Susanne Stougaard

Rådgivere

Specialist i ­persondata

Fra starten af sin karriere har Susanne Stougaard skilt sig ud med en intuitiv og analytisk tilgang til juraen og en evne til at forstå klienternes behov for kommercielt brugbar rådgivning. Ved at kombinere persondata og arbejdsret har hun formået at gøre sig til en førende specialist på området for persondataret.

»Susanne har en stærk faglighed, en høj social intelligens og er enormt god til at tale med kolleger og klienter – det er den fulde pakke. Hun er en dygtig jurist og er klientorienteret med en kommerciel forståelse. Det er noget, mange jurister kan misunde hende,« siger Thomas Munk Rasmussen, der er partner hos Bech-Bruun.

Susanne Stougaard rådgiver virksomheder og offentlige myndigheder, og de personlige relationer til klienterne er noget af det, hun sætter størst pris på i sit arbejde.

»De personlige relationer er vigtige for mig, og jeg vil gerne opnå en position som trusted advisor for mine klienter. Når de står med en juridisk problemstilling eller har brug for sparring, skal de gerne tænke: Vi ringer lige til Susanne. Når det lykkes mig at få skabt sådan en relation, ved jeg, at jeg har gjort mit arbejde godt, og det er et succeskriterie for mig,« siger Susanne Stougaard.

Susanne Stougaard 34 år, advokat, Bech-Bruun

2008: Cand.jur., Københavns Universitet

2011: Advokat, Philip Advokatfirma (nu Bech-Bruun)

2012-: Advokat, Bech-Bruun