Strøm fra Kina

Kinesiske BYD har stor ekspertise i batterier til mobiltelefoner, og teknologien overføres til elbiler.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere var kineserne røde. Det er de stadig, om end knap så meget. Man kan selvfølgelig også hævde, at de er gule. Men lige nu er de nærmest på vej til at blive grå og sorte, hvis vi kigger på den forurening, som de stadigt flere osende benzinbiler sprøjter ud over dem.

Forhåbentlig vil fremtiden i de kinesiske storbyer i sidste ende være grøn, for allerede nu er det en prøvelse for luftvejene at spadsere rundt blandt skyskrabere i Shanghai eller på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

Den kinesiske bilproducent BYD – Build Your Dreams (byg dine drømme) – er verdens største producent af genopladelige batterier, og teknologien, der mest er anvendt i mobiltelefoner, skal forfines og overføres til bilerne.

BYD har skrevet kontrakt med Nic. Christiansen Gruppen, der blandt andet importerer Hyundai, om at sælge biler med benzinmotorer i Danmark formentlig fra efteråret 2009 eller senest i begyndelsen af 2010, men BYDs elbiler kan vise sig at være seriøse spillere, ikke blot i Kinas svulmende storbyer, men også på det danske marked. Devisen er, at afstandene i Danmark er relativt små, og som pendlerbil kan en elbil være et seriøst bud.

Vi besøgte BYDs fabrik i Shanghai, hvor udviklingsarbejdet indtil videre er koncentreret om udvikling af hybrid- og elbiler. Vi fik lov til testkøre den Corolla-lignende F3 på en lukket bane ved fabriksanlægget, og hvis vi ser bort fra selve bilen og dens manglende kvaliteter – det var en prototype – men udelukkende fokuserer på elmotoren, er indtrykket positivt.

Elmotoren er opladet til cirka 89 procent, bilen reagerer prompte på speederen, optrækket er kvikt, og eneste lyde er en svag hvinen fra elmotoren, rulle- og vindstøj. Transmissionen er automatisk, og ifølge BYD-ingeniørernes oplysninger kan bilen ude i den virkelige trafik køre cirka 300 kilometer på en opladning, og det er konkurrencedygtigt – af akademisk interesse oplyses det, at topfarten er 160 km/t.

Ved fabrikken har BYD sin egen opladningsstation, der til forveksling ligner en ganske almindelig tankstation blot med den forskel, at der er volt i tanken i stedet for benzin eller diesel. Den fungerer som en lynlader og kan på ti minutter tanke op til 70 procent af elbilens samlede kapacitet.

Det unikke ved BYDs koncept er batteritypen. Problemerne med elbiler har hidtil været batteriernes høje vægt, for kort rækkevidde og levetid. Desuden er der spørgsmålet om sikkerheden, da de i tilfælde af kollision kan eksplodere.

BYD har udviklet et lithium-fosfat batteri, kaldet ferrous eller FE-batteri, og det besidder angiveligt alle fordelene og ingen eller kun få af ulemperne. Sikkerheden er i top, fremstillingsomkostningerne er lave, det kan genoplades 2.000 gange og har derefter stadig 80 procents kraft tilbage. Holder det i virkeligheden, har batteriet en levetid på mindst 600.000 kilometer.

Teknologien er så lovende, at BYD har fået henvendelser fra franske PSA (Citroën og Peugeot) og fra BMW om et samarbejde. I første omgang foretrækker BYD at forfine teknologien til eget brug og først senere indlede kompagniskab med andre, hvis det er økonomisk fornuftigt. Det kan de tillade sig, da de har taget patent og samtidigt er meget langt fremme med udviklingen af FE-batteriet.

BYDs grundlægger og øverste chef, Wang Chuanfu, ser en stor fremtid for batterierne i elbiler:

»Batteriteknologien er enestående for os, og vi ser elbilerne som vores allerstørste udfordring. Jeg er sikker på, at særligt om ti år vil der være rigtigt mange elbiler.«

Køreturen i F3e er ved at være slut. Batterikapaciteten er nede på cirka 70 procent, så der er stadig langt til næste optankning. Hvis holdbarheden står til troende, og hvis uvildige beregninger af det samlede forureningsregnskab viser, at fremstilling, brug og bortskaffelse eller genanvendelse af batterierne holder stik og er et reelt alternativ til for eksempel taxaer, hjemmehjælper- og pendlerbiler, kan BYDs FE-batterier gå en lys fremtid i møde.