Storsvindler får hjælp af selskabstømmer

Storsvindleren Poul Bøjer får hjælp af en anden dømt selskabstømmer til at drive virksomhed fra fængslet. Ekspert vurderer, at skattemyndighederne har en god sag mod Bøjer og hjælperne.

Foto: Scanpix. Selskabstømmeren Poul Fischer har fået hjælp i fængslet af en anden dømt selskabstømmer.
Læs mere
Fold sammen
Man kan ikke klandre skattemyndighederne, hvis de får en oplevelse af deja-vu, når de som bebudet går i gang med at undersøge, hvem der har hjulpet storsvindleren Poul Bøjer med igen at blive direktør. Administratoren af Bøjers engelske selskab CCS Management er nemlig endnu en dømt selskabstømmer.

Ifølge det engelske selskabsregister er administratoren – »company secretary« – et dansk kommanditselskab med navnet Copenhagen Legal Services K/S med adresse i Roscowe House, der ligger i Ny Adelgade i København. I Danmark er der flere selskaber med det navn, men det eneste match på både navn og adresse er et firma, der i dag hedder Continental Law Group K/S.

Direktøren er Jan Wallin Karlsen – tidligere taxivognmand og fondsbørsvekselerer – der i december 2001 fik fem års fængsel for selskabstømning. Ifølge landsrettens dom var han hovedmand i et sagskompleks, der fik navnet Guldsag II og omfattede 65 forhold, som samlet kostede skattevæsenet 71 mio. kr.

Nu tegner det til, at Jan Wallins problemer med Skat ikke er et rent historisk anliggende. Som hjælper for Bøjer er han nemlig i Skats søgelys, og en ekspert mener, at myndighederne har en sag.

»Skat har en pointe i, at Poul Bøjer omgår forbuddet mod at drive virksomhed i Danmark, fordi han har udenlandske selskaber af en type, som han ikke må have i Danmark,« vurderer ekspert i erhvervsstrafferet Lars Bo Langsted.

Pakkeløsning
Poul Bøjer har fortalt til Business, at han har købt sin internationale selskabstruktur som en samlet pakke. Hvem der er stifteren, er ikke oplyst til selskabsregistret, men efter alt at dømme er det et selskab ledet af den registrerede revisor Torben Rasmussen fra Rex Klein.

Angiveligt er en del af hans forretning at lave tomme selskaber med videresalg for øje, så det er ikke til at sige om, han har vidst, han solgte selskabspakken til en fængslet selskabstømmer med forbud mod at drive virksomhed.

Det er heller ikke muligt at spørge ham selv: Ifølge databasen BIQ bor Torben Rasmussen i Tyskland, men adressen leder til et kystnært udlejningshus uden for Flensborg.

Uanset hvad har Torben Rasmussen forladt selskabet pr. 26. marts sidste år, og i stedet er Poul Bøjer selv indtrådt som direktør i både det danske og det engelske selskab, mens Jan Wallin Karlsen altså er sekretær for den engelske gren.

Aktiv forretningsmand
Jan Wallin Karlsen har tilsyneladende ikke droslet meget ned på trods af den hårde dom for selskabstømning. Han har et væld af opløste og konkursramte selskaber i bagagen, og betragter man en historisk oversigt over hans direktionsposter, giver den gamle dom ikke anledning til blot en lille pause.

I dag driver han tre danske kommanditselskaber, og det ene af dem bruger han altså til at hjælpe den fængslede kollega Poul Bøjer, der også vil have et dansk selskab trods forbud mod at drive virksomhed.

Præcis som det var tilfældet med Poul Bøjers sag, tog retsopgøret mod Wallin næsten et årti. I den endelige dom fra landsretten hed det, at sagen trak ud, fordi flere selskaber »havde hjemsted i eller tilknytning til udenlandske til tider eksotiske skattely«.

Grænseløse
Den internationale selskabskonstruktion er også kendetegnende for duoens nuværende aktiviteter. Ironisk nok kan det netop blive årsagen til, at Skat slår til sagen; det gør simpelthen sagen til en glimrende test af rækkevidden for forbuddet mod at drive virksomhed.

»Der er ikke mange fortilfælde, så det må blive en prøvesag. Det er også en udmærket idé at få spørgsmålet prøvet ved domstolene, fordi det i dag er så let at stifte udenlandske selskaber, og derfor er der behov for en afklaring,« siger Lars Bo Langsted.

Skat døjer grundlæggende med det problem, at mens grænserne er blevet nedbrudt, når det handler om at drive forretning, så eksisterer de gamle landegrænser i den grad, når det kommer til myndighedernes kontrol - således ligner selv vores tætte nabo England et skattely set med skattevæsenets øjne.

Det andet principielle element i sagen handler om rådgivere og hjælpernes ansvar. Lars Bo Langsted vurderer, at Bøjers hjælpere kan have gjort noget strafbart, hvis de har vidst, hvem de hjalp.

I udgangspunktet vil der være tale om en straf på bødeniveau, fordi der ikke er nogle ofre, som har tabt penge på Bøjers nye selskab. Men før hjælperne kan blive stillet til ansvar, kræver det, at Skat får medhold i, at Bøjer faktisk har omgået reglerne ved at stifte et dansk kommanditselskab.