Storhed og fald for de fattiges bankmand

Farvel. Nobelpris-vinderen Mohammad Yunus er fortid i sin egen bank. Den feterede opfinder af den omstridte mikrokredit til verdens fattige er blevet fyret efter længere tids pres.

Foto: WOLFGANG RATTAY

De fattiges bankmand, Muhammad Yunus, er blevet fældet. Af grådighed, politiske intriger - måske af misundelse og hævntørst og med en dansk dokumentarist i en fremtrædende birolle. Tidligere på ugen blev han sparket ud af sit eget livsværk, Grameen Bank.

Muhammad Yunus er blevet verdenskendt og beundret som finansiel hjælper for millioner af fattige kloden over. Som idémand bag de såkaldte mikrolån og som grundlægger af Grameen Bank i 1976 lancerede Yunus den banebrydende idé om mikrokredit. Små lån til fattige mennesker, som kan hjælpe dem til at blive selvforsørgende og løfte dem ud af fattigdommen.

Et projekt som har gjort Yunus til et beundret symbol inden for kampen mod fattigdom og som indehaver af et velvoksent pokalskab. Der er nemlig blevet sat stor pris på Yunus og hans tanker, og således har han modtaget mere end 60 internationale priser kulminerende med modtagelsen af Nobels Fredspris i 2006.

Opfinder af mikrokredit

Ideen til mikrofinans opstod, da Yunus i 1970erne gik hjem fra Chittagong-universitetet i Bangladesh. Hver dag forlod han universitetet, hvor han underviste i økonomi, mens folk ude i virkeligheden døde af sult og sloges med grådige pengeudlånere.

En af dem var en kvinde ved vejen, der flettede bambusstole for 12 øre om dagen. Yunus lånte hende og 41 andre fattige 180 kroner. De betalte tilbage, og ideen til mikrofinans og Grameen Bank var født.

35 år senere er ideen tilsyneladende en succes, og Grameen Bank har mere end 8,5 millioner låntagere over hele verden - de fleste fattige kvinder. Hertil er historien positiv - både for de fattige og for Yunus, der er blevet hovedrig af mikrofinans. Men der har dog vist sig et særdeles velvoksent »men« ved succesen. Blandt andet satte en ny dokumentar af den danske prisbelønnede dokumentarist Tom Heinemann i efteråret kritisk fokus på Yunus og forretnings­metoderne i de fattiges bank.

Og dokumentaren viste, at Grameen Bank bestemt ikke lod de riges banker noget tilbage at ønske. I dokumentaren »Fanget i Mikrogæld« viser Tom Heinemann, at Grameen Bank fører mange fattige kvinder ud i en gældsspiral.

Glansbilledet krakelerer

Kvinderne betaler omkring 30 procent i renter på lånene, som de allerede skal begynde at betale tilbage efter en uge. I dokumentaren fortæller de fattige om hårde indkrævningsmetoder fra Grameen Bank, og billedet af banken som en hjælper for verdens fattige blev alvorligt anfægtes i dokumentaren.

»Folk som af god vilje ønsker at hjælpe et udviklingsland specielt i Skandinavien er - undskyld udtrykket - blevet snydt til at tro, at dette er den ideelle løsning på fattigdom,« sagde Ha-Joon Chang fra University of Cambridge i dokumentarfilmen, der blev udsat for et voldsomt modangreb fra Yunus og Gra­meen Bank.

Det er dog ikke kun en dybdegravende dansk dokumentarist, der har haft fat i Yunus. Som magtfuld bankmand har Yunus også lagt sig ud med den politiske elite i hjemlandet Bangladesh, og det kan vise sig at være en mindst lige så stor faktor i hans fald.

Presset begyndte for alvor i sidste måned, da Bangladeshs finansminister udtalte, at Yunus burde gå af efter påståede »uregelmæssigheder i driften«.

Abul Maal Abdul Muhith understregede, at Yunus fortjente respekt, men så tilføjede finansministeren: »Men nu er han gammel.«

Andre har anført, at der er tale om en politisk hævnaktion, der tager udgangspunkt i en mere eller mindre personlig strid med Bangladeshs premierminister, Sheikh Hasina, der har anklaget Yunus for at »suge blod fra de fattige.« En konflikt, der formentlig bunder i, at Yunus i 2007 forsøgte at danne sit eget politiske parti.

Om Yunus blev et offer for sin egen grådighed og magtbegær eller for andres misundelse og hævntørst er der intet entydigt svar på. Som Steen Folke, kulturgeograf og mangeårig kender af banken og dens hjemland, udtrykte det i går over for Information:

»Han snakkede om at lave sit eget parti og luftede præsidentdrømme. Det fik naturligvis mange til at ønske ham hen, hvor peberet gror. Men det ville på den anden side set ikke være første gang i verdenshistorien, at vi har set berømte mænd blive for magtfuldkomne og derfor komme til at agere for kreativt og for uafhængigt af spillereglerne.« B