Stjerneeleven bestod eksamen

Ikke siden 1930erne har det været mere udfordrende at være USAs centralbankdirektør. Ben Bernanke, superforskeren, der afløste legenden Alan Greenspan, overstråler nu forgængeren.

Foto: Jewel Samad/AFP. <script language="javascript" src="http://bm.metropol.dk/faktaboks/5586/arrays.js"></script> <script language="javascript" src="http://bm.metropol.dk/faktaboks/style50.js"></script>
Læs mere
Fold sammen
WASHINGTON: Da Ben Bernanke stilfærdigt overtog posten som centralbankdirektør i februar 2006, lignede det et dejligt job – med voksende aktiekurser, solid dollar, stabile renter og tilsyneladende evig vækst i verdens i forvejen rigeste land.

Tyve måneder senere – i december 2007 – indså Bernanke for alvor, at hans job langtfra ville blive nemt. Han så en krise komme, sænkede hurtigt renten, men formåede ikke at råbe hverken Det Hvide Hus eller sine direktionskolleger op om krisens omfang. Resten er, som man siger, historie:

I løbet af 2008 og 2009 udviklede krisen sig til først en kreditkrise, så en bankkrise, og endelig en økonomisk recession, som truede med at udvikle sig til en egentlig depression. Det er ikke altid, at daværende præsident George W. Bush blev rost for sine udnævnelser, men med Ben Bernanke havde han tilsyneladende fundet netop den rette person til den rette tid – for den nu 56-årige topøkonoms akademiske speciale var netop 1930ernes depression.

Bernanke, som er uddannet og har været professor på de fineste universiteter som Harvard, Massaschusetts Institute of Technology (MIT), Stanford, Princeton og London School of Economics, fik simpelthen chancen for at komme til den helt store eksamen – med et simpelt spørgsmål:

Hvordan vil du hindre, at recession forværrer sig og bliver til en depression?

For den forholdsvis nye centralbankdirektør bestod svaret af især to forhold:

For det første, at han ville fastholde sin banebrydende forskning om 30ernes kollaps – nemlig at det mere var de private bankers sammenbrud og manglende evne til at låne penge ud, som forværrede krisen for syv årtier siden, end det var regeringens forkerte politik. Derfor skulle fokus først og fremmest rettes på bankerne, da krisen eksploderede sidste efterår.

For det andet, at han ville udnytte alle – ja, simpelthen alle – de værktøjer, der stod til hans rådighed for at mindske krisen: Bankpakker, nødlån, historisk lave renter, fuld drøn på seddelpressen, tvungne fusioner af banker, opfordringer til præsidenten om store vækstpakker.

Stor pondus
I den forløbne weekend gjorde Bernanke – som ved sin tiltrædelse var sky og tilbageholdende – nu med stor pondus status over sin indsats ved den eksklusive og årlige samling for nationalbankdirektører og topøkonomer i Wyoming.

I noget, der kunne opfattes som selvros, gav Bernanke sig selv topkarakter – og forudså, at væksten er lige om hjørnet. Kollegerne klappede begejstret, imponeret og enige med deres mester.

I går fulgte præsident Barack Obama op ved at meddele, at han agter at genudnævne Bernanke i yderligere fire år, når hans periode ellers udløber tidligt næste år. Stjerneeleven bestod med andre ord sin eksamen med topkarakterer.

Selvfølgelig, fristes man til at sige – for Bernanke har aldrig prøvet andet end at være bedst. Som dreng i South Carolina, født ind i en jødisk indvandrerfamilie fra Ukraine, strøg han gennem skolen som den suverænt dygtigste elev. Ved siden af var han – naturligvis – også stifter af skolebladet og sin stats bedste saxofonspiller.

Stilen fortsatte på Harvard, hvor han blev uddannet økonom med topkarakter, og på MIT, hvor han tog sin phd-grad selvsagt også med bedste karakter. I 1980erne og 1990erne udviklede han sig til en af klodens mest flittige økonomiske forskere – og det var fra en position som institutbestyrer på Princeton, at præsident Bush hev ham ind i varmen.

Med genudnævnelsen fra Obama kan Bernanke måske slappe en smule af. I det sidste to år har han efter sigende arbejdet syv dage om ugen og kun holdt to dages ferie – nemlig tidligere i denne måned i noget, der blev bredt opfattet som det bedste tegn på, at centralbankdirektøren virkelig tror på, at det går fremad. For ham – og for USAs økonomi.