Steen Gudes supervilla på tvangsauktion

Steen Gudes strandvejsvilla i Skodsborg nord for København skal på tvangsauktion midt i august.

Foto: Claus Bjørn Larsen, Scanpix
Det må gøre ondt, men den krakkede finansmand Steen Gudes tidligere pragtvilla på Skodsborg Strandvej nord for København skal sælges på tvangsauktion.

Den store strandvejsvilla er tegnet af Arne Jacobsen og ligger på en 5.585 kvm stor grund lige ned til Øresund. Villaen har en offentlig grundværdi på 29,5 mio. kr. og den skal på tvangsauktion den 19. august. Det skriver epn.dk.

Bagger bød på huset
Villaen blev bygget i 1956 og byder på panoramaudsigt over havet fra dagligstuen, mens der fra de fleste værelser og køkken er udsigt over Øresund.

Ejendommen har tidligere været i medierne, fordi det kom frem, at Stein Bagger angiveligt skulle have budt 55 mio. kr. for villaen i september sidste år. Det var få dage før, han flygtede til Dubai.

Nabo-huset til forældrene
Da Steen Gudes forretning gik godt købte han ikke alene den nævnte pragtvilla, men også naboejendommen. Sidstnævnte købte finansmanden til sine forældre.

Dette hus undgår en tvangsauktion, da det er lykkedes at sælge det på normalvis. Det skete i løbet af to måneder. Ejendomsmægleren vil dog ikke sige til hvilken pris.