Statsansatte afviser at flytte med jobbet til provinsen

Kun tre ud af 100 statsansatte vil flytte fra hovedstaden, viser ny undersøgelse. Familiesituationen er afgørende, lyder det fra fagforbundet Djøf.

Foto: Claus Bech. ARKIVFOTO. RB Plus. Løkke vil tvinge hjælp til provinsen igennem. Størstedelen af regeringens plan om udflytningen af statslige arbejdspladser kan gennemføres uden at spørge Folketinget. Røde partier kalder planen hyklerisk. Styrelser flyttes ud af København. Arbejdsskadestyrelsen
Læs mere
Fold sammen

Det lader ikke til, at mange statsansatte er med på regeringens plan om at flytte tusindvis af ansatte væk fra hovedstaden og ud i landet.

I hvert fald svarer kun tre procent i en ny undersøgelse foretaget af fagforbundet Djøf, at de er villige til at skifte dagligdagen i hovedstaden ud med en ny tilværelse væk fra København. Det skriver Politiken.

Helt konkret svarer 18 personer ud af 558 adspurgte Djøf-medlemmer, hvis arbejdsplads rykker til provinsen, at de er klar til at flytte med. Og det er ganske overraskende, mener Lars Qvistgaard, der er formand for offentligt ansatte i Djøf.

»Undersøgelsen giver os et billede af, at mange allerede har besluttet sig. Det er ikke kun den enkelte medarbejder, som bliver berørt. Det er hele familier, og det er familiesituationen, som er afgørende, når folk beslutter sig. Mange er gift og har en samboende. Og mange har børn«, siger Lars Qvistgaard til avisen.

Regeringen præsenterede 1. oktober sin plan om udflytningen af 3.900 statslige arbejdspladser, og det er første gang, at der er lavet en undersøgelse på området, som fortæller, hvor villige statsansatte er til at flytte med jobbet.

Mens blot tre procent er klar på at trække pælene op, svarer 12 procent, at de ikke ønsker at flytte men er villige til at pendle. Over halvdelen har planer om at skulle finde et nyt job og stoppe i deres nuværende stilling, mens 30 procent vil pendle, indtil de finder en ny stilling.

Klaus Lindegaard, der er forskningskonsulent i regional udvikling, opfordrer dog til at huske på, at udflytning af statslige arbejdspladser også har positive konsekvenser. Han siger til Politiken, at når først rekrutteringen er ovre, så giver det tilskud til den kommunale økonomi og gør arbejdsmarkedet bredere i lokalområdet.