Statens oliekriger er en veteran

Peter Helmer Steen er direktør for Norsøfonden, der ejes af staten. Han skal skaffe investeringer, kapital til olie- og gasaktiviteterne, og sørge for at skatteyderne også får et afkast.

Det eneste, Peter Helmer Steen kan komme i tanke om at savne, er nogle flere børnebørn, der lige nu tæller tre af slagsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Ligeså opslidende som De Puniske Krige« fortæller direktøren selv om arbejdet med at udfærdige en skatteaftale om olie- og gasfelterne i Nordsøen.

Direktøren hedder Peter Helmer Steen, og han er en veteran, når det handler om at værdisætte den danske undergrund i Nordsøen. Den undergrund, der for det blotte øje bare er bølger og skum, giver til stadighed milliarder af skattekroner til den danske velfærdsstat. Den snart 68-årige ingeniør sidder som direktør for Nordsøfonden, og han arbejder dagligt for at få det størst mulige afkast af olie- og gasaktiviteterne. Men modsat antikkens krige mellem Romerriget og Karthago, så er der ingen, der ønsker hinandens ødelæggelse. Man har en kage, og den skal deles i gode stykker til alle. Fra staten er Peter Helmer Steen en af dem, der skal føre kniven.

Egentlig er han uddannet ingeniør, men endte på en af de mest fremtrædende poster i det danske embedsværk, når det handler om olie- og gasaktiviteterne i kongeriget.

»Teknisk, bureaukratisk og politisk forstand, dem er der ikke så mange af, men Peter Helmer Steen har alle tre evner,« lyder skudsmålet fra en kilde, der har kendt direktøren i årevis. Faktisk er det som skatteyder svært ikke at tænke, at Peter Helmer Steen er den helt rigtige på posten. Han har i en menneskealder beskæftiget sig med olie- og gasforekomster. Mest i Danmark, men også i Norge og den grønlandske del af Arktis. Han begyndte sin karriere med en ingeniøruddannelse, og efter at være dimitteret fandt han hurtigt ind olie- og gasbranchen. Ikke på grund af lønnen, men snarere fordi »det simpelthen er spændende,« fortæller han selv.

Her var han med til at forhandle, hvordan den danske stat skulle få værdi fra undergrunden i Nordsøen. Den periode lægger til grund for indgangscitatet til dette portræt, for arbejdet – der strakte sig over flere måneder – var særdeles opslidende. Arbejdsopgaverne for Peter Helmer Steen talte også direkte opsyn med de private selskaber, og en direktør fra Esplanaden skulle efter sigende have sagt, at »Peter Helmer vil ikke alene bestemme, hvad vi laver om formiddagen, han vil også vide, hvad vi laver om eftermiddagen!«

Selv om Peter Helmer Steen rykkede gradvist op gennem hierarkiet i Energistyrelsen, prøvede han en overgang i 1980erne også kræfter med en aktør på Nordsøen. Det var dog ikke længere væk fra det offentlige, end at det blev det statsejede DONG Energy, der i en periode havde ham ansat med eftersøgning på nye projekter. Men ligesom en legionær ikke skifter sin phalanx ud, måtte Peter Steen Helmer også tilbage til de offentlige hverv.

Op gennem 1990erne opnåede han direktørtitlen, og dermed var Peter Helmer Steen klar til at kæmpe anden omgang af kampen om skatteindtægterne fra Nordsøen i 2003. Her stod Nordsøaftalen foran en genforhandling. Den Anden Puniske krig var i gang, og det kostede igen store kræfter for alle de involverede parter. Aftalen opnåede dog ikke at få et bredt flertal i Folketinget bag sig, og det betød efter det seneste regeringsskifte, at der blev lavet et »serviceeftersyn«.

Trods kritikken viste eftersynet ikke, at der var grund til at lave grundlæggende skatteændringer for virksomheder under det såkaldte DUC-fællesskab. Ingen ny Punisk krig, og ingen overraskelser som Hannibals elefanter i Alperne.

Men hvis den slags skulle være dukket op undervejs, så er en kilde overfor Berlingske ikke i tvivl om, at Peter Helmer Steen ville være klar til at »spise sin egen medicin«. Pligtopfyldende kalder de ham, og en siger ligefrem, at Nordsøaftalen er hans femte barn. Og børn lader man som bekendt ikke i stikken.

Med sin tekniske uddannelse, praktisk erfaring i det politiske spil, og et indgående kendskab til i en pengestærk branche, kan man undre sig over, hvad det er, der får Peter Helmer Steen til at blive i et offentligt hverv. Uafhængigt af hinanden peger flere kilder på, at Nordsøfondens direktør foretrækker indflydelse over personlig rigdom.

Han ønsker at se, at indflydelsen kommer til at gøre sig gældende. Peter Helmer Steen er ikke en ideolog, men han er praktiker og pragmatiker, der ved, at det kræver mere end et sugerør at hente kulbrinter op fra Nordsøen. Det kræver ganske enkelt en konstant interesse for de private parter, og det skal man have forståelse for. Omvendt siger en kilde, der var tæt på de seneste forhandlinger, at man sjældent får lov at fremsætte et krav uanfægtet, når man sidder over for Peter Helmer Steen.

Det er ingen hemmelighed, at Peter Helmer Steen nærmer sig de 68 år. Selv siger han med latter i stemmen, at han bliver på posten indtil han får et bedre tilbud. En af de ministre, han har tjent under, forklarede ham jo, at man ikke skal true med at gå, men derimod med at blive. Blive får Peter Helmer Steen næppe lov til i mange år endnu. En afløser med samme tekniske udgangspunkt bliver dog svær at finde, og derfor ender det nok med en djøfer i stedet.

Selv har Peter Helmer Steen ikke noget bud på hvem, der skal efterfølge ham. Han nyder bare sit job i øjeblikket. Det eneste han selv kan komme i tanke om at mangle, er nogle flere børnebørn. Flokken tæller lige nu kun tre, og det er jo et dårligt afkast, når man sammen med sin hustru har opfostret fire, forklarer han.