Stærk læsning om det syge lederteam

SEKS STJERNER. International bestseller med den dramatiske, realistiske og udfordrende fortælling om en ledergruppe, som er ved at køre sig selv og deres succesfulde virksomhed i sænk.

Bogen De Fem Dysfunktioner har 15 år på bagen, så den danske udgave er en god anledning til at friske kendskabet til De Fem Dysfunktioner op – og nye læsere kan starte her.
Læs mere
Fold sammen

Så kom Patrick Lencioni’s internationale bestseller med den dramatiske fortælling om en ledergruppe, som er ved at køre sig selv og deres succesfulde virksomhed i sænk, i en lydefri og veloplagt dansk oversættelse. Bogen har 15 år på bagen, så den danske udgave er en god anledning til at friske kendskabet til De Fem Dysfunktioner op – og nye læsere kan starte her.

Stadig original

Men giver det stadig mening at fortælle en historie over 170 sider om en ledergruppe i den fiktive Silicon Valley softwarevirksomhed DecisionTech, som skulle så grueligt meget igennem for at komme på rette spor?

Altså at skrive en managementbog pakket ind som en slags udviklingsfortælling med rigt persongalleri, konflikter og happy ending. Og med teorierne i baggrunden og modellen, metoderne og værktøjerne pakket ned i et sidste 20 siders kapitel.

Tja, den fortravlede læser vil nok springe let hen over historien og studere afslutningskapitlet med de konkrete anvisninger til, hvordan man kan gribe udvikling af et dysfunktionelt lederteam an. Gør man det, får man fingre i en ret avanceret teamudviklingsmodel og dermed endnu et teamkoncept i værktøjskassen. Det kan være fint nok.

Men husk, at for en baby med en hammer bliver alting søm. Så er man en mere reflekteret og ydmyg leder eller konsulent, vil man vide, at værktøjet ikke er bedre end brugeren. Og det er her, historien kommer ind i billedet. For den viser, hvor svært det er at vende en svagt funderet, men allerede eksisterende ledergruppe, til et velfungerende team. Denne fokus på »det svære« er både fortællingens og modellens største kvalitet, og der hvor der stadig – og måske i endnu højere grad - er plads til bogen efter de 15 år.

God hvor det gør ondt

Bøger om »high performance«, »synergistiske teams« og opbygning af »vinderkulturer« samt bøger, der ureflekteret forsøger at overføre metoder fra sporten og nogle gange militæret til arbejdsorganisationer, er i overtal i nyudgivelserne. Men de begynder det forkerte sted, nemlig med at der er en leder/træner, som frit kan sætte et nyt hold og begynde at træne mod den store præstation.

Bogens styrke er derfor, at den tager fat, når tingene er kørt af sporet. Og at den i modsætning til den mere styrkebaserede og anerkendelsesorienterede bogstrøm fokuserer på det, der ikke virker, og som ødelægger gruppens muligheder for at blive hel og skabe resultater for virksomheden. Det gør fortællingen realistisk, spændende og udfordrende – og sine steder trykkende og brutal. Og det gør modellen krævende, at gruppen også skal formulere, og sammen bearbejde, de ting der gør ondt, ikke virker, og som kræver, at man for bestandigt forlader komfortzonen. Så det velfungerende team er ikke et high performance-team i den moderne dream team-betydning med glidende afleveringer og endeløs succes. Men derimod en disciplineret og ambitiøs gruppe, som er i stand til at overkomme de naturlige tilbøjeligheder til ikke at holde hinanden ansvarlige for de aftaler der er lavet, ikke at prioritere virksomhedens resultater højere end egen karriere, ikke at vise sårbarhed og lade andre kende sine svagheder osv.

High performance-team er en illusion

Bogens centrale budskab, at topledergruppen er nødt til at indse, at det er direktionsgruppen, og ikke deres respektive funktions- eller forretningsledergruppe, som er deres »primære team«, er meget stærkt og rammende. Hvor mange topledere kan mon ærligt svare ja til, at de viser mere sårbarhed, er mindre konflikt-undvigende, mere konsekvente og mere fokuserede på de fælles end egne resultater, når de går til direktionsmøde, end når de mødes med deres egen lederstab?

Dysfunktionerne lever videre

Konklusionen er, at bogen stadig holder, både i form og indhold. Modellen med de fem dysfunktioner er stærk og gyldig.

Og nu, hvor bogen efter næsten 15 år genopstår på dansk, markerer den sig som et solidt og illusionsløst bud på hvordan det hårde, upopulære, men stedse nødvendige arbejde med at begrænse de tilbøjeligheder vi alle rummer ift. at indgå i resultatorienterede arbejdsgrupper.

Efter denne genlæsning går der længe, inden jeg tager ordet high performance-team i min mund igen.