Spøgelsesbilisternes uønskede fotograf

Politiets ressourcer rækker ikke til uvendinger på motor- vejen, men det gør iværksætters stolpe-kamera og lys, der er indbygget i vejen.

Foto: Anne- Mette Welling Fold sammen
Læs mere

At møde en spøgelsesbilist kan i de heldigste tilfælde være et grimt chok, men i værste fald blive et skæbnesvangert sammenstød.

Torben Laustsen, der til daglig udvikler og producerer LED lamper i sin virksomhed TL Lyngsaa A/S i Frederikshavn, har i tæt samarbejde med LKF Vejmarkering og det svenske firma Geveko A/S opfundet et advarselssystem til forhindring af spøgelsesbilister.

Lysbrikkerne placeres på vejoverfladen på en 100 meters strækning med cirka 15 meter mellem hver brik, for eksempel ved opkørslen til motorvejen.

Disse vil være forbundet til et stolpemodul med indbygget kamera. Kører bilisten i den forkerte retning ned på motorvejen, vil stolpemodulet med kamera udløse en række røde, pulserende brikker, også kaldet »lyssøm«, der skal gøre bilisten opmærksom på den forkerte retning. I samme øjeblik kan der sendes et billede eller en SMS til evt. en vagtcentral.

Læs ekspertens vurdering af forretningsideen

Mindre risiko

- Spøgelsesbilister kan aldrig helt undgås, men systemet kan bestemt minimere risikoen. Håbet er, at kunne undgå de alvorlige trafikulykker på motorvejen, og jeg forestiller mig også, at advarselssystemet kan anvendes i forbindelse med højresving, hvor det kan være svært for bilisten at se en cyklist. Når man kører inde i byen i regnvejr, og der er masser af cyklister, kan det let forårsage ulykker. Her kunne de røde blitzlys give glimt, når en cyklist passerer ved krydset. På den måde kan bilisterne opdage det i tide, siger Torben Laustsen.

Netop nu arbejder LKF og Vejdirektoratet på at afprøve systemet ti forskellige steder i Danmark. Systemet er blandt andet opsat ved afkørsel 47 ved Randers.

TL Lyngsaa A/S har sammen med LKF Vejmarkering og Geveko A/S sikret sig patent på blitz-brikken.

Stærk nok til sneplov

- Selve lysbrikken har mange anvendelsesmuligheder. Brikken kan også placeres ved trafikuheld, hvor det vil være muligt at omdirigere trafikken og sættes fast på køretøjer ved specielle transporter. Den kan blinke eller skifte farver, før der er nul grader på vejbanen, ved fodgængerovergange, havneområder, parkeringsbåse eller landingsbaner, siger Torben Laustsen.

- Vejbrikkerne fremstilles næsten lige så tynde, som de malede striber på vejen, kun få millimeter. På sigt er det målet, at man ligefrem indbygger lyset i nye vejstriber. Vi har lavet mange test, og tester stadigvæk. Brikkerne skal kunne holde til 20 ton tryk og må samtidig ikke kunne genere trafikken. De skal kunne klare, at en sneplov kører hen over dem, siger Torben Laustsen.

Torben Laustsen arbejder sideløbende på en ny type vejstribe. Her er belysningskilden LED og OLED, der begge er elektroniske komponenter, som omsætter elektrisk energi til et smalt bølgelængdeinterval. De to belysningskilder drives af solceller.

Lysende tapet

- En af udfordringerne er, at lysbrikkerne skal kunne holde i mange år, og at de skal kunne klare de forskellige landes vejrforhold. I Danmark er der for eksempel ikke så meget sol, som i Spanien, og så kan der være sne og frost. Der vil derfor være forskellige typer, afhængig af landene. I de nordiske lande vil brikkerne være forsynet med større batterikapacitet, siger Torben Laustsen.

Foruden arbejdet med spøgelsesbilist-fælden har Torben Laustsen også fingrene i udviklingen af et lysende tapet, hvor lyset opstår ved, at man programmerer tapetets indbyggede fibre som er optiske med laser.

Fibrene kan også væves ind i stof, så man for eksempel kan hænge et banner op på børneværelset, som Spiderman lyser ud fra.

Eller det kan være fodpanelerne, stofmøblerne eller skiltet, der lyser. Endvidere flagknop med indbygget LED for oplysning af reklameflag.TL Lyngsaa A/S har mange nye ideer undervejs.

Hvem står bag opfindelsen af advarselssystemet?

- TL Lyngsaa har stået for udvikling og design af prototyper i samarbejde med LKF Vejmarkering i Longelse og Geveko Intelligent Transport Systems.

Hvad er det nye og unikke i produktet?

- Det nye og unikke er, at det er selvstændige armaturer, som drives af solceller. Der skal ikke nedgraves kabler eller foretages andre elektriske installationer.

Hvordan vil I markedsføre opfindelsen?

- Produkterne markedsføres og sælges af LKF Vejmarkering.

Hvor stort salgspotentiale forventer I jer?

- Det er svært at sige, men hvis samfundet opdager fordelene, tror jeg, at det kan gå rigtig godt. Dødsulykker optager mange og er noget, alle er interesserede i at minimere, og så er vi ene om at have netop dette produkt.

Hvilke udfordringer står I over for lige nu?

- Mens vi venter på afprøvningen af advarselssystemet på vejene, anvender vi i øjeblikket ekstra tid på at få gang i salget af LED-pærer, altså lysdiode-pærer. Lige nu sælger vi fire og syv Watt-pærer, og til efteråret kommer der et bredt sortiment. Glødepærens dage er ved at være talte. Fremtidens lys vil blive LED-pærer, som blandt andet har et ekstremt lavt energiforbrug og meget lang levetid, forklarer Torben Laustsen.

Læs ekspertens vurdering af forretningsideen