Sociale medier vigtig del af ansættelsesprocessen

Der kan siges meget godt om sociale medier – især i forhold til, hvor hurtigt og nemt det er blevet at opdyrke netværk og dele viden. Men sociale medier har også en række skyggesider, som især de unge storforbrugere skal være særdeles opmærksomme på.

Foto: Dado Ruvic og PR . Vibeke Skytte, direktør, Lederne.
Læs mere
Fold sammen

I denne måned udkommer en ny bog af skuespilleren Stephania Potalivo og bloggeren Michelle Kristensen med titlen »Kronprinsessen laver også lort«. Som omtalt i Berlingske for nylig sætter bogen fokus på de glansbilleder, der bliver skabt på sociale medier, når vi deler de åh, så perfekte billeder af os selv, og ikke mindst det forventningspres, som det medfører hos de unge om at forsøge at leve op til de smukke, fejlfri idealer og forbilleder.

I forbindelse med Berlingskes omtale af denne og en anden ny dansk bog om glansbillederne på sociale medier fastslog lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Anders Petersen, at »vi har en indgroet forventning om, at det er den bedste side af os selv, der skal være til stede på sociale medier«.

»Folk ved udmærket godt, at det er et glansbillede, men folk lader sig alligevel påvirke. Det har en effekt i den forstand, at folk prøver at gøre det efter og forsøger at oppe sig lidt, så de også kan vise den type af tilværelsen, som de véd bliver hyldet og anerkendt,« forklarede lektoren i Berlingske.

Diskussionen om glansbilledverdenen på sociale medier er særdeles interessant og relevant – også i et ledelses- og rekrutteringsperspektiv. I Lederne har vi for nylig færdiggjort en ny undersøgelse om rekruttering baseret på svar fra 3.390 ledere. Den viser, at sociale medier nu spiller en stor rolle, når stillinger skal besættes.

Over halvdelen af de adspurgte ledere, 52 procent, svarer således, at de i forbindelse med seneste ansættelse undersøgte eller tjekkede ansøgerne ud på et eller flere sociale medier. Det er især LinkedIn, som bliver brugt til screening af kandidater, men også de potentielle nye medarbejderes profiler på Facebook bliver i stor stil brugt i ledernes research.

Jeg kan sagtens forstå ideen i at supplere motiveret ansøgning og CV med en surftur på sociale medier, og jeg har også selv ved flere lejligheder tjekket potentielle kommende medarbejdere på sociale medier for at få det bredest mulige billede af personen. Jeg har oplevet både at få forstærket et positivt indtryk af en person ved at se, hvordan vedkommende præsenterer sig selv på sociale medier, og jeg har i andre tilfælde konstateret en manglende linje mellem, hvad der bliver skrevet i ansøgningen, og hvordan personen fremstår på eksempelvis LinkedIn.

Men, og det er jeg meget bevidst om, det er ekstremt vigtigt som ansættende part ikke at lade kandidatens optræden og profil på sociale medier overskygge alt andet. Det skal ses som en brik i et puslespil.

For de jobsøgende bør det faktum, at over halvdelen af lederne bruger sociale medier som en del af screeningen, være et wakeupcall. Man skal således være ekstremt bevidst om det indtryk, man giver på sociale medier og for eksempel sørge for, at det CV, man sender med sin ansøgning, matcher de oplysninger, man lægger ud om sig selv på sociale medier.

Og hvad så med glansbillederne? Er det vigtigt, at man fremstår perfekt og fejlfri på sociale medier for at komme igennem nåleøjet i en jobsøgning? Nej, snarere tværtimod. Personligt vil jeg hellere ansætte et menneske med kant, holdninger og åbenhed om kompetencer, også de manglende, end jeg vil forblændes af det pæne og polerede.

Endelig er det værd at nævne, at man som jobsøgende skal huske at benytte samme teknik i sin research af den måske kommende arbejdsgiver. Hvordan virksomheden fremstår og præsenterer sig selv på sociale medier kan nemlig give et rigtigt godt billede som supplement til de glansbilleder, virksomhederne ofte leverer i teksten i jobopslaget!

Vibeke Skytte er direktør i interesseorganisationen Lederne.