Snydt på målstregen af en attraktiv ansøger

Rekrutterende virksomheder spilder mange timer på at finde medarbejdere, der så i sidste øjeblik vælger et andet job.

Vibeke Skytte, direktør i interesseorganisationen Lederne. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Mange virksomheder kan i disse år godt mærke i deres rekrutteringsproces, at der er rift om de gode ledere og medarbejdere.

Selv havde jeg for et par uger siden den oplevelse, at vi havde afsluttet en god rekrutteringsproces med hjælp fra en headhunter, hvor vi havde fundet en rigtig god kandidat til en ledig stilling.

Kontrakten blev underskrevet, og vi var klar til at tage imod vores nye medarbejder.

Imidlertid skete der det, at kandidaten havde fået tilbudt et andet job og valgte at springe fra vores aftale.

Jeg ved fra mit netværk, at vi ikke er den eneste virksomhed, som for tiden oplever dette.

Således fortalte en fra netværket mig for nylig, at hun netop havde haft nogenlunde den samme oplevelse. Hun ventede på at få en kontrakt retur og havde flere gange forgæves forsøgt at få fat i kandidaten, så hun kunne komme i gang med oprettelse i systemer osv.

Efter en uge vendte kandidaten endelig tilbage. Ikke med en under­skrevet kontrakt, men med besked om, at han var blevet tilbudt en anden stilling, som han havde takket ja til – og beklagede selvfølgelig mange gange!

For mig at se har vi i øjeblikket et arbejdsmarked, hvor der er overordentlig mange attraktive job. Det er ikke unormalt, at en dygtig leder eller medarbejder ofte sidder med flere job på hånden – og så træffer den endelige beslutning sent i processen.

Det er glædeligt, at der er gang i beskæftigelsen og glædeligt for den enkelte, som har flere valgmuligheder. Men bagsiden af medaljen er mange spildte arbejdstimer for den rekrutterende virksomhed. Derudover er konsekvensen i mange tilfælde, at der ender med at gå flere måneder, før en ledig stilling er blevet besat.

Til de mest attraktive stillinger er det ikke usædvanligt, at der kommer flere hundrede ansøgninger, men alligevel sker det ofte, at virksomheder må hyre et rekrutterings­bureau til at finde egnede kandidater.

Måske er det, fordi der ikke altid er tilstrækkeligt mange kvalificerede ansøgere – andre gange er det, fordi virksomheder oplever, at de drukner i ansøgninger og derfor gerne vil have hjælp til udvælgelse af en håndfuld gode kandidater.

Mange ledere finder ikke deres job ved at læse stillingsannoncer, hvilket også fremgår af en ny undersøgelse fra Lederne. Her svarer 41 procent af de 3.390 ledere, der har deltaget i undersøgelsen, at de er blevet headhuntet. 27 procent oplyser, at det var virksomheden, der kontaktede dem, og 14 procent svarer, at de blev kontaktet af et rekrutteringsbureau.

For nogen tid siden talte jeg faktisk med en leder, som netop havde skiftet job, efter at hun var blevet kontaktet af en virksomhed.

Egentlig var hun slet ikke jobsøgende, men en person fra hendes netværk havde bragt hendes navn på banen i forhold til pågældende virksomhed, og derefter var hun blevet kontaktet.

Det viste sig at være et godt match og et attraktivt ansættelsesforhold, og derfor valgte hun at takke ja til stillingen, selv om hun egentlig ikke var på jagt efter nyt job og godt tilfreds med sit nuværende. Men, som hun sagde, måske var det tiden til at komme videre efter næsten fire år i samme stilling.

Jeg tror, at stadig flere job fremover vil blive besat via andre kanaler end lige præcis det klassiske stillingsopslag, og det betyder også, at flere medarbejdere og ledere, som egentlig ikke ser sig selv som jobsøgende, alligevel vælger at skifte job, når eller hvis der kommer et godt tilbud.

Det vil samtidig betyde – hvilket de fleste af os, der arbejder med HR, har vidst længe – at der bliver stor rift om de gode og veluddannede ledere og medarbejdere. Derfor skal vi som virksomheder hele tiden formå at være attraktive, for er vi ikke det, står en ny virksomhed klar til at rekruttere.

Vibeke Skytte er direktør i interesseorganisationen Lederne