Snak duer ikke, handling gør

Forsøg viser, at målrettet sundhedsinformation ikke får folk til at tabe sig, men det gør motion til gengæld.

Læs mere
Fold sammen
Motion i arbejdstiden kan påvirke bundlinjen positivt, viser et nyt forskningsprojekt, som Gisela Sjøgaard, professor og forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, har gennemført sammen med Københavns Universitet og det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø over et år blandt 600 medarbejdere på en stor dansk virksomhed.

Her fik medarbejderne tre tilbud: Tre gange tyve minutters styrketræning om ugen, en eller anden form for motion i sammenlagt en time om ugen eller tilbud om målrettet sundhedsinformation. Forsøget viste, at hos medarbejdere, der havde taget imod et af de to første tilbud, var fedtprocenten faldet med i gennemsnit to pct., og blodtrykket var også faldet markant. Der var ingen ændring hos den sidste gruppe – altså snak duer ikke, men det gør handling.