Små netværk er værdifulde

Netværk, hvor man mødes om et foredrag og spiser sammen bagefter, har ikke megen værdi, mener administrerende direktør for Novo A/S Henrik Gürtler.

Administrerende direktør for Novo A/S Henrik Gürtler meldte sig ud af VL-gruppe 2 i foråret 2011. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gå efter netværk med et fagligt og dybere indhold. Det er dem, som skaber værdi. Sådan lyder det fra administrerende direktør for Novo A/S Henrik Gürtler.

Han er ligeledes bestyrelsesformand for Novozymes samt Københavns Lufthavne. Han fremhæver, at der typisk er to typer netværk for erhvervslivets chefer. Den ene type har et væsentligt uddannelseselement. Man sidder bag fire vægge med ligesindede og drøfter faglige ting. Nogle drøftelser der ikke kommer uden for lokalet.

Henrik Gürtler var tidligere med i VL- gruppe 2, men meldte sig ud tilbage i foråret 2011. Han fik ikke længere nok ud af det og ville ikke være bundet af at skulle til et møde en gang om måneden. Han har siden søgt mod mindre netværk, som han selv har været med til at etablere. Det er netværk, hvor han er sammen med bestyrelsesformænd eller topchefer fra andre selskaber.

»Mit udgangspunkt er, at jeg personligt gerne bruger tid på netværk, men det skal være nogen, hvor jeg enten ledelsesmæssigt eller forretningsmæssigt får noget ud af det,« siger Henrik Gürtler

»Jeg har i de senere år søgt mod netværk, jeg selv er med til at skabe. Det er netværk, hvor vi finder ud af, at det er godt at mødes på hinandens virksomheder en gang i kvartalet eller lignende. Der er noget statisk i det. Vi mødes, når der er behov, og det er meget dynamisk. Dem har jeg nogle stykker af,« siger Henrik Gürtler, der fortæller, at netværkene ofte har en lille håndfuld medlemmer.

Han mener ikke, at netværk, hvor man kommer for at høre et foredrag eller lignende og derefter spiser sammen, har ret meget værdi. Derimod anbefaler han meget yngre direktører og chefer at gå med i netværk, hvor der er en læring og et stærkt fagligt indhold.

»Det kan eksempelvis være et netværk om, hvordan virksomhederne implementerer IT-systemet SAP. Det er der ikke skrevet nogen store manualer om, og man kan virkelig dumme sig, hvis man gør det forkert. Eller det kan være økonomidirektørerne, som deltager i et netværk om markedsføring af produkter i Kina,« siger Henrik Gürtler og nævner Center for Ledelse som et af de steder, hvor den slags netværk bliver udbudt.