Skal vi kindkysse, kramme eller give hånd?

Det er god virksomhedskultur at hilse på hinanden – og som udgangspunkt kommer man ikke galt afsted med et godt, gammeldags fast håndtryk.

Fotobyline: PR Foto. Iris: Shutterstock
Læs mere
Fold sammen

Hvordan skal man egentlig hilse på hinanden på vores arbejdsplads? Sådan spurgte en af mine kolleger mig for nylig. Hun havde netop holdt et møde med en person, som hun ikke på forhånd kendte hverken privat eller professionelt. Da hun ville sige farvel ved mødets afslutning, fik hun ikke som forventet et håndtryk, men et kram.

»Jeg blev lidt paf,« var hendes umiddelbare reaktion på episoden, og hun havde nu behov for at vide, om hun var helt forkert på den med hensyn til at give hånd, eller om alle efterhånden tog for givet, at et kram var den gængse hilseform, også selv om man ikke kendte hinanden. Som hun sagde: »Efterhånden krammer vi jo med alle, så hvorfor ikke også forretningsforbindelser, kolleger eller vores medlemmer?«

Situationen er formentlig kendt af de fleste af os, og indimellem kan man godt blive lidt forvirret over, hvordan vi hilser. Hvem er vi på kram med, hvem er vi på kindkys med – og er det så i øvrigt ét eller to kys – og hvem er vi »blot« på håndtryk med?

Én ting er tvivlen om hilseformen, men man kan også føle ubehag ved den pludselige nærkontakt, hvis man som min førnævnte kollega bliver overrumplet med et kram, når man forventer et håndtryk.

Jeg må da indrømme, at jeg selv flere gange har stået i en situation, som måske har været lidt kejtet, fordi den ene part har gjort klar til et kram, og den anden har stukket hånden frem til håndtryk. Og når begge så opdager, at man er på vej i hver sin retning i forhold til den fysiske måde at hilse på, kan det ofte være for sent at ændre på det, der ender med at blive en kombination af begge »stilarter«, og som ikke kun ser ejendommeligt ud for andre, men som frem for alt også efterlader begge involverede parter med en underlig fornemmelse.

For nogen tid siden læste jeg en klumme på Politiken.dk af klummeskibenten Lucy Kellaway, som igennem sin mangeårige karriere har oplevet det, hun kalder »et sandt hilsehelvede«.

Hun har rejst i mange lande og som udgangspunkt altid forsøgt at følge »værtslandenes« kultur. Men hun har blandt andet oplevet den vanskelige situation at befinde sig i en gruppe bestående af en indisk kvinde, en kinesisk mand og en australsk kvinde. Efter nogen trippen rundt, som Lucy Kellaway udtrykker det, endte det faktisk med, at de slet ikke fik sagt ordentligt goddag til hinanden.

Kellaways bud er, at det er globaliseringen, der har gjort dét at hilse mere kompliceret. Vi ved ikke længere, hvilken kultur der skal have forrang. Er det værtslandets? Eller er det flertallet blandt de tilstedeværende, spørger hun?

Der er ingen tvivl om, at vores kultur har en stor indflydelse på, hvordan vi hilser. Det er meget forskelligt fra land til land, og det gør sig også gældende i forhold til, hvordan vi hilser på vores kolleger.

Jeg er selv af den opfattelse, at det er god virksomhedskultur, at man selv­følgelig hilser på hinanden, men jeg har svært ved at forestille mig, at det skal ske ved, at vi giver hinanden krammere eller kindkys, selv om det forekommer i nogle virksomheder.

Den danske virksomhedskultur er nok fortsat mere til den traditionelle hilseform ved at give hånd, og så kan der måske komme et kram ved særlige lejligheder – eller hvis man har en særlig relation. Men hvem ved? Måske vil det ændre sig med de yngre generationer på arbejdsmarkedet, som jo allerede har taget krammet til sig i stor stil i fritiden.

Jeg tror ikke, at der kan findes en regel for, hvordan vi skal hilse, og vi må hver især forsøge at finde den bedste løsning.

Men som udgangspunkt kommer man ikke galt afsted med et godt, gammeldags fast håndtryk, og det er også den anbefaling, jeg har givet til min kollega, så hun ikke behøver at bekymre sig om, hvordan hun fremover skal afslutte møder med kunder eller medlemmer.

Vibeke Skytte er direktør i interesseorganisationen Lederne