Skal vi give hånd eller kramme?

Det er blevet moderne at hilse med et kram, også i arbejdsrelaterede sammenhænge – men det kan nogle gange blive både grænseoverskridende og pinligt

Vibeke Skytte, Lederne
Læs mere
Fold sammen

»Har du husket at give et kram i dag?« kunne godt være overskriften på det tema, som blev livligt drøftet under middagen til en familiefest, som jeg var til for nylig.

Der var inden middagen sket det, som der ofte gør, når familier mødes, og hvor det måske er længe siden, man sidst har set hinanden, at man giver et kram som udtryk for, at det er dejligt at ses. Når ægtepar skilles og nye partnere kommer til, kommer der også nye medlemmer ind i familien, og senest ankomne familiemedlem fik også et kærligt kram. Men det blev hurtigt lidt akavet for flere, da det gik op for dem, at det faktisk var første gang, at de hilste på hinanden.

Den efterfølgende snak gik også på den krammekultur, som finder sted uden for privatsfæren. En af gæsterne mente, at der burde være et kodeks for, hvordan man skal håndtere det på f.eks. arbejdspladsen, hvor det nærmest var hans oplevelse, at alle krammede alle. I hans verden var et kram ikke noget, som man bare giver alle og enhver. Han havde på et tidspunkt været ansat et sted, hvor det var ganske normal kutyme, at man altid gav hånd til hinanden, og skulle det så erstattes med et kram til alle? Og, spurgte han videre, hvor var det gode, gamle håndtryk blevet af?

Én af gæsterne kom faktisk med et meget godt eksempel på, hvordan han og hans arbejdsrelationer agerer i forhold til at hilse, når man mødes. Til de månedlige møder i det pågældende udvalg, giver man altid hånd, når man starter og afslutter mødet. Men hvert halve år, når man mødes til en opsamlingsfrokost et neutralt sted i byen, hilser man på hinanden med et kram. Han kunne ikke sige, hvorfor det er sådan, men det virker, som om det i den sammenhæng falder alle helt naturligt.

Jeg er helt enig i, at det er blevet moderne og acceptabelt at give et kram i forskellige sammenhænge, og der bliver krammet mere i dag, end der gjorde for år tilbage. Men jeg tror ikke, at der hersker en overdreven »krammekultur« på danske virksomheder. Men det er en ny kultur, som man måske skal vænne sig til, og det må jeg da medgive kan være ganske svært for nogen.

Det, der kan være ubehageligt og grænseoverskridende, er oplevelsen af at blive »overfaldet« af en krammende person, som selv har oplevelsen af, at det er helt naturligt. Vedkommende kommer tæt på, det er måske lidt pinligt og kan virke akavet.

Emnet bliver uden tvivl debatteret mange steder – blandt andet også på Ledernes gruppe på det sociale medie LinkedIn. Og jeg må sige, at der er delte meninger blandt debattørerne på LinkedIn. Mange har den holdning, at dét at kramme hører privatlivet til og ikke på arbejdspladsen eller mellem arbejdsrelationer. Men, lyder synspunktet, er man venner med en kollega privat, er det dog ok med et kram på arbejdspladsen.

Andre mener, at det er i orden at give et kram frem for et håndtryk, for det er vigtigt, at vi kommer hinanden ved. Det er ofte bestemt efter den kultur, der hersker på virksomheden, og nogen steder er det altså kutyme med et kram. Og som én skriver, vi gør det jo ikke hele tiden. Kigger vi rundt i andre europæiske lande, er det flere steder ganske normalt med kram og kindkys, også til personer, man ikke kender.

Rådet fra flere i gruppen er, at det kan være svært at opsætte regler for, hvornår det er rigtig og forkert at kramme, men at man må prøve at gøre det situationsbestemt – altså gøre det, som falder naturligt i situationen og omgivelserne. En rettesnor, som følges af flere er: Håndtryk til arbejdsbrug og kram til familie og venner.

Hvad angår mit nye familiemedlem, så kunne vi ved middagsbordet konkludere, at han da fik en fantastisk velkomst. Og ja, der var måske en lige lovlig tæt fysisk kontakt for nogen, som ikke havde mødt ham før, men så kunne vi bare bekræfte og grine lidt af, at dét med at give et kram ikke altid er så let.