Shelbys egen Cobra solgt til rekordpris

En special-bygget Shelby Cobra, der har tilhørt racer-legenden Carroll Shelby selv, er blevet solgt på auktion for en rekordpris på 5,5 mio. dollar.

Foto leveret af Barrett-Jackson Auction Fold sammen
Læs mere
Den specielle Shelby Cobra "Super Snake" fra 1966 har intet mindre end 800 hestekræfter, og begejstringen var stor, da et par købere lørdag på "Barrett-Jackson Collector Car Auction" pressede prisen i vejret, skriver Associated Press.

Den 84-årige Carroll Shelby, som skabte den ikoniske sportsvogn Shelby Cobra tilbage i 1960erne, var selv til stede ved auktionen og kunne fortælle, at han selv byggede den specielle "Super Snake" - med dobbelt turbolader på en V8-motor - og kørte den i en længere årrække.

"Da jeg byggede denne dobbelt-turboladede Cobra i 1966, ville jeg have den til at være den hurtigste og ondeste bil på gaden. Og det er en speciel bil. Den kunne nå 60 mph (ca. 100 km/t) på lige over tre sekunder for 40 år siden, og den vil stadig kunne rykke fra omtrent alt i verden i dag" kunne Carroll Shelby fortælle de besøgende inden auktionen.

"Det er den hurtigste Cobra - godkendt til gadekørsel - jeg nogensinde har kørt. Jeg dræbte engang en musvåge med den. Ubehageligt, ubehageligt."

Bilen havde tidligere en tvilling, som blev bygget til TV-stjernen Bill Cosby. Den blev dog ødelagt ved en ulykke, da den blev kørt af en anden ejer.

Salgsprisen på 5,5 mio. dollar - eller godt 32 mio. kroner - er ifølge auktionshuset Barrett-Jackson ikke en verdensrekord, da der tidligere er blevet solgt biler for så dyrt som 11 mio. dollar. Men det er verdensrekordpris for en amerikansk bil, oplyser Barrett-Jackson's direktør Steve Davis.

Kilde: Associated Press og Barrett-Jackson's hjemmeside.