Serieiværksætteren går ind i løvens hule

Tommy Ahlers er kendt for at stifte og sælge selskaberne ZYB og Podio. Senest har han medvirket i DR-serien »Løvens Hule«, hvor han har vurderet forretnings­ideer. Nu er han gået ind i et nyt projekt i medicinalindustrien.

Tommy Ahlers har fået en plads i bestyrelsen i Leo Innovation Lab, som skal udvikle løsninger til patienter med psoriasis. ?Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

»Hvor tror du, at dit næste projekt ligger?« Sådan blev Tommy Ahlers spurgt, da han 29. januar 2013 optrådte i et interview med Jyske Bank TV.

Svaret lød: »I sundhedssektoren, tror jeg. Der er rigtig meget, som skal løses. Det gælder ikke kun den danske sundhedssektor, men også globalt.«

Tommy Ahlers’ nyeste projekt kan meget vel være dét, han for knap to år siden omtalte. For medicinalvirksomheden Leo Pharma har netop indgået et samarbejde med ham. Sammen skal de arbejde på Leo Innovation Lab, hvis opgave er at skabe digitale løsninger, der skal gøre livet nemmere for folk med psoriasis.

I sit kommende arbejde med medicinalvirksomheden kan Tommy Ahlers trække på sin erfaring fra sine tidligere virksomheder ZYB og Podio. For allerede tilbage i 2005 fik Tommy Ahlers succes med digitale løsninger.

Det skete, da han grundlagde ZYB, som er et mobilt socialt netværk. Tre år efter blev firmaet solgt for en kvart mia. kr. til britiske Vodafone. I 2010 udviklede Tommy Ahlers endnu en idé. Det blev til Podio, som anses for at være en slags Facebook for virksomheder. To år gik der, så købte Citrix virksomheden for 300 mio. kroner.

»Den næste store ting«

Indtil for nylig har Tommy Ahlers arbejdet med at videreudvikle Podio og Citrix, men 30. juni valgte han at sige op. Ifølge serie­iværksætterens LinkedIn-profil søger han »sin næste store ting«.

Det kan meget vel være, at dét er Leo Innovation Lab. Han har i hvert fald fået en plads i bestyrelsen, og hans fineste opgave er at være iværksætter. Blot 100 dage har han fra ideen er udklækket, til produktet skal testes på markedet.

For to måneder siden skulle Tommy Ahlers »ud og møde en masse mennesker og finde sektorer, som er interessante. Det kan f.eks. være personer, der arbejder i en industri, hvor de har fundet et hul, som har potentialet til at bygge en milliardvirksomhed op omkring. Derudover vil det være interessant, hvis jeg kan bruge mine erfaringer i en større virksomhed, der står over for nogle udfordringer i forhold til digitalisering,« udtalte han til Børsen.

I hele september og oktober har Tommy Ahlers stemplet ind på DR hver tirsdag i bedste sendetid. Her har han, i programmet »Løvens Hule«, fældet sin hårde dom over håbefulde iværksættere, som søgte kapital og rådgivning fra bl.a. ham, Christian Stadil og Jesper Buch.

Det blev, for Tommy Ahlers’ vedkommende, blandt andet til investeringer i Washa, som hjælper folk med vasketøjet, samt REC Watch, som producerer ure af bildele.