Serieiværksætteren: Gå efter mere end pengene

Tine Thygesen, serieiværksætter

Foto: Simon Læssøe.
Læs mere
Fold sammen

»De dygtigste medarbejdere er motiveret af større ting end penge. De kræver mening og indflydelse, og det er et kæmpe skifte fra den situation, mine forældres befandt sig i, og den, som jeg og min generation befinder os i i dag. Mange vælger et arbejde, hvor man er enig med kultur, formål og mission. Man arbejder for noget, man lever efter. Vi er rykket op i Maslows behovspyramide.«

»Der er behov for denne ægte drivkraft hos medarbejderne, og det skyldes globaliseringen. En virksomhed skal ikke længere kun konkurrere med en anden virksomhed i Skørping. Tag f.eks. vores tech-startup Colego. Her modtog vi sidste år en investering på 15 mio. kr. Men vi har en stor konkurrent i USA, der har 100 mio. dollars i ryggen. Vi har virkelig brug for at tingene kører smurt, hvis vi skal vinde.«

»De attraktive medarbejdere ser derfor også jobbet som et skridt i sin videre udvikling og tager selv ansvar for den. De sætter selv deadlines. Det giver fleksibilitet til at hente Magnus i vuggestuen kl. 15:30, men det forventes også, at man leverer til tiden og tager aftener og weekender til brug. Omstillingsparatheden er også enormt vigtigt. Den opgave, man blev ansat til at løse for et halvt år siden, kan være noget andet i dag. Det er også vigtigt, at medarbejderen i dag forstår det store billede i virksomheden og ikke bare kigger på egne mål.«