Sådan vil Cepos få syriske flygtninge i arbejde

Syriske flygtninge kan blive en integrationssucces, hvis arbejdsmarkedet gøres mere fleksibelt, mener den borgerlige tænketank Cepos.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. En stor gruppe flygtninge og migranter, der søndag aften ankom til Rødby på Lolland, er mandag den 7. september 2015 begyndt at gå mod nord - angiveligt med et ønske om at søge asyl i Sverige.
Læs mere
Fold sammen

Lad syriske flygtninge få en indslusningsløn på 70 kroner i timen og lad taksten stige, når de får bedre sprogkundskaber og joberfaring.

Det er de centrale pointer i et forslag fra den borgerlige tænketank Cepos. Det skal sikre, at syriske flygtninge bliver en integreret del af det danske arbejdsmarked.

»Mange flygtninge er i dag reelt ekskluderet fra arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan producere svarende til mindstelønnen på cirka 110 koner i timen. Det kan skyldes, at de ikke kan dansk og ikke har relevant erhvervserfaring. En virksomhed vil være meget tilbageholdende med at ansætte og give en løn på 110 kroner i timen til en person, der kun kan producere for 70 kroner i timen. Det betyder, at mange indvandrere og flygtninge ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet,« siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i Cepos.

Forslaget kommer i kølvandet på en artikel i Kristeligt Dagblad, der beskriver, hvordan det kun er 13 procent af de godt 2.000 syrere, der kom til Danmark fra 2009 til midten af 2013, som er kommet ind på arbejdsmarkedet.

De syriske flygtninge har på nuværende tidspunkt for dårlige forudsætninger for at blive en del af arbejdsmarkedet, mener cheføkonomen.

»Mange har ikke en reel chance, fordi de ikke fra start kan lave et arbejde, der står mål med den relativt høje danske mindsteløn på cirka 110 kroner i timen. Det gælder også højtuddannede, fordi der også eksisterer en barriere både sprogligt og kulturelt,« understreger Mads Lundby Hansen.