Sådan gør vi Danmark til en port til verden

Hvis Danmark skal bevare velstanden, må vi holde porten til verden åben. Men det er ikke “den åbne dørs princip”, der præger hverken vores erhvervspolitik eller vores udlændingepolitik.

IBMs danske direktør Lars Mikkelgaard-Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Kina hilser man udenlandske virksomheder velkommen. Man inviterer dem indenfor, sandsynligvis fordi man tror på, at de kan give det kinesiske erhvervsliv et kompetenceløft og være med til at bringe øget velstand og velfærd til landet. Der etableres stærke samarbejder mellem forskning og erhvervsliv.

Herhjemme virker det derimod, som om vi som samfund overser de internationale virksomheders store potentiale i at bidrage til Danmarks kompetenceløft og konkurrencekraft. Det til trods for, at de fleste er enige om, at der skal satses på uddannelse og forskning for at holde Danmark konkurrencedygtigt.

Byg bro til virksomhederne: En aggressiv plan for succesfuld tiltrækning – og fastholdelse – af udenlandske virksomheder burde være en central komponent i en national plan for at sikre den danske velfærd i fremtiden.

For kan vi bygge broer til de globale virksomheder og tune os ind på de muligheder, de kommer til os med, stilles der en kæmpe videnressource til rådighed for vores samfund, som vi ikke selv skal finansiere fra bunden.

I IBM har vi et årligt forskningsbudget på næsten seks milliarder dollar. Vi har laboratorier over hele verden, vi har nobelpristagere ansat i organisationen og samarbejder med nogle af verdens bedste universiteter.

I Danmark deltager IBM bl.a. i forsknings- og udviklingsprojekter om udvikling af intelligente løsninger til elnettet, såkaldt SmartGrid, hvor vores laboratorium i Zürich arbejder sammen med danske virksomheder og universiteter.

Der findes også andre gode eksempler på, at det kan lykkes, men potentialet er meget, meget større! Mange andre udenlandske og globale virksomheder kunne på samme måde være Danmarks port til verden – med adgang til forskning og kompetencer i verdensklasse.

Trist skattedebat: Men symptomatisk nok går debatten i Danmark i stedet på, om “multinationale” (hvordan det så ellers defineres) virksomheder betaler skat nok i Danmark.

Selvfølgelig skal alle virksomheder overholde loven og betale det, loven foreskriver i skat – punktum. Det er bare trist, at det er hovedtemaet, når udenlandske virksomheder er på den danske dagsorden.

Og tænk i øvrigt, hvis udlændingedebatten primært handlede om, hvordan vi får flere kompetente udlændinge til at bosætte sig og arbejde i landet og dermed bidrage til landets fremtid i stedet for den endeløse debat om hvor meget indvandrerne koster samfundet.

IBM er en globalt integreret virksomhed. Vi ansætter de bedste, klogeste og mest veluddannede, vi kan finde – på tværs af verdensdele, kulturer og religioner. Vi anvender dem til at skabe vækst og fremgang for virksomheden – på tværs af verdensdele, kulturer og religioner. Og vi søger mod de markeder, hvor der er vilje til viden og vækst – for der ved vi af erfaring, at velstand vil blomstre.

Så opfordringen skal lyde: Lad os gøre som Kina. Lad os slå portene op i forhold til dem, som vil byde Danmark op til dans.

Vi skal være glade for at blive set som en attraktiv partner på gulvet og gøre alt for at sikre, at vi ikke ender som permanente bænkevarmere. For så vil verdens velstand blive skabt andre steder, hvor man har forstået, at globaliseringen skal hilses velkommen, hvis lokal viden skal blomstre og velstand skabes eller bevares.