Generaldirektøren lagde kuglepennen, tog sine briller af, foldede dem sammen og lagde dem på bordet foran sig. Så kiggede hun direkte på Christian Heisterberg.

»Nå, hr. Heisterberg, kunne De ikke fortælle mig, hvordan sådan noget her foregår i Danmark?«

Omkring bordet sad Christian Heisterberg, chef for maskinproducenten Kongskildes afdeling i Frankrig, virksomhedens CFO, dens advokat og en tillidsmand. Derudover også generaldirektøren, som er den øverste chef for den statslige myndighed Direction Générale des Entreprises, DGE, samt den regionale direktør for Loire-regionens Direction Régionale des Entreprises, de la Concurrence, de la Consommation, du Travail et de l’Emploi, DIRECCTE. Og en sagsbehandler.

DGE og DIRECCTE er myndigheder, som ingen fransk virksomhed kommer udenom, hvis den skal afskedige folk. Det skulle Kongskilde, og parterne havde nu forhandlet i et år. De var omsider blevet enige, og generaldirektøren var simpelt hen nysgerrig.

»Der fór en djævel i mig,« fortæller Christian Heisterberg.

»Det kan jeg godt sige Dem,« svarede jeg. »Det, som nu har taget et år her, ville have taget en eftermiddag i Danmark.«

Der blev stille i mødelokalet.

»Ja, det var måske lige at stramme den, men det er ikke meget galt. Jeg glemmer ikke deres ansigtsudtryk; det var alle de 12 måneder værd. Jeg holdt en kunstpause og tilføjede så:

»Men vi har også et andet system; vi har flexicurity.«

Generaldirektøren samlede sine briller op og svarede:

»Men det har vi ikke«.

Og så var mødet forbi.

Ikke bedre med tiden

DIRECCTE-chefens reaktion er typisk for franskmænd, der følger med i arbejdsmarkedsforhold, fortæller Christian Heisterberg: Alle taler om flexicurity, men ingen har lyst til at tage skridtet.

Embedsmændene i DIRECCTE ville stå uden arbejde, hvis Frankrig havde flexi­curity, altså et system som det danske, hvor det er forholdsvis let at fyre folk, men også, trods alt, forholdsvis trygt at blive fyret, fordi der er A-kasser og et socialt sikkerhedsnet at lande i. Christian Heisterberg har siden 1981 enten arbejdet i Frankrig for danske virksomheder eller for franske virksomheder i Danmark med nordisk ansvar, og han fortæller sin historie i anledning af det danske rederi DFDS’ kvaler på Den Engelske Kanal.

DFDS’ sag er en anden slags sag; DFDS er ikke ude i at skulle afskedige nogen. Men virksomhedens vanskeligheder fik forleden Berlingske til at konkludere i en nyhedsanalyse, at hvis dette er, hvad man risikerer som udenlandsk arbejdsgiver, så bliver det ikke nemt at trække nye investorer til landet.

Det er Christian Heisterberg enig i. Han kender Frankrig og beskriver sit forhold til det som et had-kærlighedsforhold. Han har gennemført tre turnarounds i Frankrig, altså processer, hvor en virksomhed har skullet reorganisere og afskedige. Ingen af dem var lette. Det virker, som om det er særlig svært, når man er udenlandsk arbejdsgiver. Og tingene har ikke udviklet sig til det bedre over de seneste 25 år.

»Du møder konstant modspil fra myndighederne – DIRECCTE – som har total kontrol med, om du kan opsige folk. Det er DIRECCTE, som afgør, om du må gå ind i restrukturering, hvis den indebærer, at du skal afskedige kollektivt – hvilket vil sige flere end ni personer. Du skal udarbejde et papir, hvor du dokumenterer, hvorfor du skal afskedige, hvad formålet er, og hvordan virksomheden kommer til at se ud bagefter. Hvad er den økonomiske situation på markedet, og for dit moderselskab, eller moder-moder moderselskab. Det er ret omfattende,« fortæller Christian Heisterberg.

Dermed er papirarbejdet ikke slut, for virksomheden; den skal også udarbejde en socialplan, det vil sige en plan for, hvordan man vil hjælpe de medarbejdere, som afskediges. Den slags kender man også fra Danmark, men her er det normalt noget med nogle ekstra månedslønninger plus hjælp til jobsøgning.

Så billigt slipper man ikke i Frankrig.

Penge til hussalget

»Planen hedder en PSE, Plan Sauvegarde Emploi, og i den kan der stå alt fra betaling af uddannelse til betaling af transport til og fra et nyt arbejde eller betaling for flytningen. Eller måske skal du betale en rundsum, hvis folk taber penge på at sælge deres hus. Du kan også komme til at skulle betale forskellen på den løn, du har betalt, og den ansattes nye løn i helt op til 12 måneder.«

Også PSE’en skal godkendes, og også det er vanskeligt:

»Vi fik afslag to gange; det er dog meget sjældent at få afslag tre gange. Det er langt vanskeligere for udenlandsk ejede virksomheder at få godkendt en PSE, end det er for en fransk virksomhed. Det kan jeg selvfølgelig ikke dokumentere. Det er bare mit klare indtryk efter at være færdig med mit tredje turnaround hernede. Og når man har en stor ejer, som vi har med DLG-koncernen, bliver det ikke lettere, for der hæftelses­gennembrud hele vejen; moder-moderselskaber hæfter.«

Når papirerne er blevet godkendt, er man dog ikke i mål, for den enkelte ansatte har mulighed for at klage til en prud’homme, en slags opmand eller ombudsmand for arbejdsmarkedet. Det kan en medarbejder gøre, hvis han oplever, at andre har fået et gode, han også burde have haft.

Lettere at lukke

»Derfor er man nødt til at behandle alle lige. Man kan ikke give en bestemt medarbejder noget ekstra, fordi man synes, at han eller hun har fortjent det eller har brug for det. For så risikerer man at skulle give det samme til alle,« fortæller Christian Heisterberg.

Processen tager tid, og imens ved de ansatte ikke, om de er købt eller solgt. I en afdeling ved man måske, at hver anden skal ud. Men man kommer til at vente i måneder på at få at vide, om man selv er en af dem, som må gå.

For erhvervslivet er læren, at det faktisk er lettere bare at lukke ned end at forsøge at restrukturere.

»Det er ikke billigere, men du slipper for masse bøvl ved at lukke, selv om du får en karenstid, hvor du ikke må åbne virksomhed på ny. Det, jeg ser og hører fra bekendte, er, at flere og flere virksomheder giver op, trækker sig ud af landet og lukker og slukker. Man flytter produktion til andet sted, og har et salgskontor, som sælger til det franske marked. Det er en loose-loose-situation,« siger Christian Heisterberg.

»Alle taber. DIRECCTE er egentlig oprettet, fordi fagforeningerne er så svære at tale med. Forholdet mellem ansatte og ledelse er nærmest feudalt hernede, parterne står fuldstændig stejlt over for hinanden, man er ikke vant til at forhandle og finde løsninger,« fortæller han.

»Som dansker ved man godt, at fagforeninger er barske at forhandle med, men når man forhandler med en dansk fagforening, så ved begge parter, at man skal nå til et resultat, og man når også til et resultat. Og bagefter, når man er færdige og har fundet en løsning, så giver man hinanden hånden,« fortsætter chefen for Kongskildes afdeling i Frankrig.

»Sådan er det ikke her, og det taber alle på. Der er kun én løsning, hvis Frankrig ønsker at tiltrække investeringer og være med helt i front, og det er gennemgribende arbejdsmarkedsreformer. Fortsætter det som i dag, taber Frankrig pusten.«

Finans-TV: Smedegaard er ugens taber efter fight med franskmænd