Så sig det dog, hvis du vil have mere i løn eller forfremmes

Frygten for et nej fra chefen er den store stopklods for ønsker om forfremmelse eller mere i løn.

Er du kvinde og ønsker mere i løn, så lad være med at gå ind i en diskussion med dig selv, om du fortjener det eller ej. Det gør 90 procent af alle mænd ikke. Fold sammen
Læs mere

Ønsker du mere i løn? Lider du under din chefs urealistiske forventninger? Uanset hvad du ønsker enten at opnå eller undgå, så få det sagt til en, der kan gøre en forskel (brok til venner og ægtefæller tæller ikke!). Men hvorfor er det så pokkers svært at spørge efter det, vi ønsker mest? Det er der ifølge min erfaring tre grunde til:

Du er bange for at blive afvist

Vores hjerner er programmeret til at undgå fare. Selv om en afvisning ikke er forbundet med livsfare, så kan vores hjerner ikke altid skelne mellem fysisk og følelsesmæssig fare. Et studie fra 2011 viste, at de samme centre og forbindelser i hjernen blev aktiveret, da forsøgspersonerne brændte sig på varm kaffe, som når de tænkte tilbage på en afvisning. Hvis en afvisning føles ligesom at hælde skoldende kaffe ud over os selv, så er det forståeligt nok, at vi undgår de spørgsmål, hvor vi risikerer, at svaret er et nej.

Overkom det ved:

Husk dig selv på, at du ikke frygter at få et nej. Du frygter kun den følelse, et nej vil medføre. Et nej gør kun ondt, hvis du forstår det som, at du »ikke er god nok«. Derfor skal du ændre din fortolkning af et »nej« til »ikke endnu«, »forkert modtager« eller »ny tilgang«, og det vil blive langt lettere for dig at spørge og håndtere et nej fremover.

»Et nej gør kun ondt, hvis du forstår det som, at du ikke er god nok.«


Jeg fik »Mette« i coaching efter tre år i samme stilling. Mette ville gerne forfremmes til teamleder, men det var svært at få det sagt til hendes chef, for hvad nu, hvis svaret blev et nej? Til sidst trodsede hun frygten og delte sit lederønske med sin chef, som så svarede nej. Selv om Mette blev skuffet, så vandt hun meget ved at spørge.

Det blev klart for hende, hvad hun skulle udvikle for at blive teamleder, og at hun højst sandsynligt skulle søge nyt job for at blive det inden for sin ønskede tidsramme. Hun valgte det sidste og fik lederansvar efter fire måneders jobsøgning. I mange tilfælde er et nej på kort sigt nødvendigt for at opnå et ja på lang sigt. Et nej er blot et skridt på vejen til dine mål.

Du synes ikke, du fortjener det, du spørger om

Med fare for at generalisere så er det min erfaring, at kvinder i højere grad end mænd er tilbøjelige til at sætte andres behov før deres egne. Hvis du tilmed tvivler på dig selv, vil du have en tendens til også at tvivle på, om du fortjener det, du drømmer om. Måske bliver dine ønsker om mere i løn kidnappet af tvivlende tanker som: Er jeg virkelig det værd? Tager jeg penge fra min kollega, som ikke har fået lønstigning i to år? Kan jeg leve op til min chefs øgede forventninger?

Overkom det ved:

Husk, at der er en grund til, at du havde et ønske til at starte med. Hold fast i det, og stol på, at det ønske er rigtigt. Lad være med at gå ind i en diskussion med dig selv, om du fortjener det eller ej. Det gør 90 procent af alle mænd ikke, så hvorfor pokker skal vi? Det handler ikke om, du fortjener det – det handler om, at du ønsker det. Så må det være op til din chef at beslutte, om det bliver et ja eller nej.

Du frygter andre tænker dårligt om dig eller ikke kan lide dig

Vi er sociale væsener, hvis overlevelse oprindeligt var betinget af, at vi var vellidte i gruppen. Vi har derfor en nedarvet frygt for social udstødelse. Jeg coachede en leder, som var meget vellidt af sine medarbejdere. Det var en fordel, indtil en medarbejder ikke præsterede. Lederen havde svært ved at få det sagt. For hvad nu, hvis det ville gå ud over deres gode forhold? I slutningen af året gav lederen medarbejderen en under middel-evaluering.

Det var jo egentlig fair nok. Men som medarbejderen pointerede: »Hvis min præstation ikke har levet op til dine forventninger, hvorfor fortæller du mig det så først nu?« Vi gør oftest andre og os selv en bjørnetjeneste ved ikke straks at sige tingene, som de er.

Overkom det ved:

Tag en beslutning om, at frygten ikke skal drive dig til selvcensur. Husk, at de fleste godt kan lide dem, som er autentiske, fejler og er ærlige. Sig det, der skal siges, på en oprigtig og nysgerrig måde. Så kan du sige det meste, uden at andre vender dig ryggen. Og hvis det endelig skulle ske, at nogen føler sig stødt, er det så så slemt, som du tror? Vil du ikke tabe mere ved at holde dig selv tilbage, pakke alting ind og ikke stå ved, hvad du ønsker og mener?

Sarah Hammeken arbejder som selvstændig coach og mentaltræner. Hun er ICF-certificeret mastercoach med en master i psykologi og ledelse. Tidligere har hun arbejdet som konsulent og projektleder hos større globale virksomheder.