Regeringen vil fordoble fradragsloftet for faglige kontingenter

I sit kommende finanslovsforslag afslørede statsministeren tirsdag, at hun gerne vil fordoble fradragsloftet for faglige kontingenter.

Regeringen foreslår, at fradraget for faglige kontingenter skal fordobles. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Der er udsigt til en skattelettelse, når regeringen som en del af sit finanslovsforslag vil sætte fradragsloftet for faglige kontingenter op fra 3.000 kroner til 6.000 kroner. 

Det skriver DR Nyheder.

Ifølge regeringen vil det betyde, at omkring 1,3 millioner lønmodtagere vil få flere penge til sig selv.

»Ordentlige løn og arbejdsvilkår kommer ikke af sig selv. Det kræver, at flere melder sig i en fagforening og står sammen om at kæmpe for bedre vilkår. Vi har brug for en stærk fagbevægelse til at gå forrest i kampen mod social dumping og til at sikre gode overenskomster for lønmodtagerne,« siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til DR Nyheder.

Som eksempel vil et medlem af Dansk Metal spare 900 kroner om året, og ifølge statsministeren vil det kunne mærkes i mange LO-familier.

Forslaget vil koste 500 millioner kroner og er en del af næste års finanslovsforslag, der forventes at blive præsenteret i næste uge. Forslaget var også en del af sidste års finanslovsforhandlinger, men her landede regeringen en aftale med stemmer fra Venstre og De Konservative, som ikke ønskede at hæve fradraget.