Rasmus Nielsen Kusk

Salg og marketing

Kender kunden i Dansk Supermarked

Rasmus Nielsen Kusk har talent. Men han høster ros for, at han netop ikke blot forlader sig på dette talent, men er bevidst om, at gode resultater også kræver flid og hårdt arbejde.

Det hårde arbejde leverer han som leder af en særlig, analytisk supportafdeling i Dansk Supermarkeds centrale indkøbsdivision. Her har han sammen med sine ti medarbejdere ansvar for dels at drive de årlige forhandlinger med leverandørerne, dels at forbedre kundernes oplevelse af sortimentet på tværs af Netto, Føtex og Bilka.

Sidstnævnte gøres gennem enorme mængder af data, som for eksempel kan afsløre, om en bestemt type almindelig hvedemel ville være bedre at erstatte med en økologisk variant, eller hvordan det er mest effektivt at placere en populær madolie i butikken.

For Rasmus Nielsen Kusk er det er naturligt, at man træffer sådanne beslutninger på baggrund af data. Men bare fordi dataene viser noget, kan virkeligheden naturligvis godt være en anelse mere kompliceret, understreger han.

»Det vigtige er, at vi træffer beslutningerne i samspil med indkøbsafdelingen, som har en stor faglig forståelse,« siger han.

Rasmus Nielsen Kusk 29 år, senior strategic procurement manager, Dansk Supermarked

 

2013: Cand.oecon. i economics and management, Aarhus Universitet

2013: Strategic and business analyst, Genan Inc., USA

2015: Strategic procurement consultant, Dansk Supermarked

2016-: Senior strategic procurement manager, Dansk Supermarked