Raketmand fyrer ny elbil af sted med Norden som rampe

Den norske kronprins står i kø sammen med norske erhvervs- og underholdningskendisser for at få lov at sætte foden på speederen i det, der vel bedst kan betegnes som alfahannernes svar på en eldreven familiebil. Herhjemme har Kronprinsen og Energiminister Martin Lidegaard (R) også ifølge MetroXpress gjort plads i garagen til vidunderet.

Elon Musk er blevet sammenlignet med den legendariske Henry Ford, fordi Teslas biler og forretningsmodel af flere eksperter og analytikere ventes at revolutionere bilbranchen. Foto: Stephen Lam/Reuters Fold sammen
Læs mere
Faktisk var der ifølge norske Dagens Næringsliv nærmest jubelscener i Oslo i sidste uge, da de første 15 nordmænd fik udleveret deres nye elbil, Tesla Model S. Yderligere 1.000 nordmænd venter på at få en model.

Bilen er fremstillet på en tidligere Toyota-fabrik i USA af det børsnoterede selskab Tesla Motors og er blevet betegnet som en game changer i den ellers kriseramte elbilindustri.

Hovedpersonen bag selskabet, medejer, topchef og chefdesigner Elon Musk, er ved flere lejligheder blevet sammenlignet med den legendariske Henry Ford, fordi Teslas biler og forretningsmodel af flere eksperter og analytikere ventes at revolutionere bilbranchen.

Netop nu bliver Teslas seneste model lanceret i Europa med Norden som affyringsrampe. Elon Musk har i amerikanske medier betegnet bilen som en »familiebil i Sedan-klassen«, mens bilanmeldere er ved at kamme over i begejstring over, hvad de beskriver som en racerbil, der kører hurtigere og bedre end en Porsche.

I Norge, hvor afgiftsreglerne for elbiler er lempelige, koster den dyreste model op mod 700.000. Herhjemme må den danske regering slippe på den anden side af 800.000 for, at Martin Lidegaard kan blive transporteret politisk korrekt ud i det danske landskab.

For prisen får man den første rene elbil, der vil gøre det muligt at tage turen til Jylland i et hug, mens det dog kræver en forsvarlig opladning af batteriet at komme tilbage igen.

Bilen fås i en syvpersoners udgave med mulighed for at parkere familiens to yngste i indbyggede bagudvendte barnesæder i bilens bagagerum, og så er det ellers bare af sted på familiebesøg med en topfart, der kan bringe føreren et pænt stykke ud over kanten af den danske færdselslov. Accelerations- og bremseevne er også i top. Bilen kan flytte sig fra nul til 100 km i timer på 4,4 sekunder og bremse tilsvarende effektivt.

Med Edison som forbillede

Om den 42-årige Elon Musk har udviklet syvpersonersudgaven med inspiration i sit privatliv – han er fraskilt far til fem sønner – melder historien intet om. Men sikkert er i hvert fald, at Musk, der er født i Pretoria i Sydafrika, er dybt involveret i virksomheden, som han har satset en stor del af sin milliardformue på.

Den første milliard kroner tjente Elon Musk i de glade IT-dage omkring årtusindskiftet. Mest berømt blev han som medejer og -udvikler af internetbetalingssystemet PayPal, der i 2002 blev solgt til Ebay.

Elon Musk har i et interview med OnInnovation.com udpeget Thomas Edison – ham med glødelampen – som sit største forbillede, efterfulgt af Nicola Tesla, opfinderen af vekselstrømsmoteren, Apples stifter Steve Jobs, Microsofts Bill Gates og sidst, men ikke mindst Walt Disney.

Og når man hører, hvad Elon Musk, der har en dobbelt bachelorgrad i økonomi og fysik i bagagen, men sprang fra et ph.d.-studie i anvendt fysisk og materialelære, valgte at investerer sine penge i, er det svært ikke at se Georg Gearløs og de fantastiske projekter, han og Onkel Joachim udvikler, for sig.

Mest spektakulært indledte Elan Musk i 2002 sit helt eget, private rumprojekt med etableringen af virksomheden SpaceX. Målet var at udvikle et rumfartøj fra grunden. Noget der lød fantastisk, men som i dag er virkelighed. Sidste år lykkedes det Musk og hans folk at koble det første kommercielle rumskib, Dragon, til USAs internationale rumstation ISS. Dermed er SpaceX i dag NASAs eneste mulighed for at komme op til ISS fra amerikansk jord, efter at rumfærgeprogrammet blev nedlagt i 2011. Musks ambition er at udvikle en form for rutefart til rummet med rumfartøjer, som kan genbruges efter, at de har sendt rumskibe op i kredsløb. Musks forretningshemmelighed er, at han primært benytter sig af eksisterende teknologier fremfor at opfinde nye unikke teknologier. På den måde håber han at kunne sikre billig og sikker rumfart.

Rumrejser til Mars

Men ambitionerne går videre endnu, helt derud, hvor det nærmer sig en science fiction. Inden for de næste tre år forventer Musk at kunne sende de første mennesker ud i rummet, og inden for de næste 20 år mener han, at det er realistisk, at han kan byde på rumrejser til Mars. Ultimativt er målet at etablere et mindre lukket økosystem på Mars, så mennesker kan overleve deroppe.

I et interview med månedsmagasinet Smithsonian forklarede Elon Musk i december 2012, at hans primære formål ikke er at tjene penge, men at løse fremtidige problemer for menneskerheden. Marsprojektet handler derfor ultimativt om at sikre en flugtmulighed for mennesker, hvis den store katastofe en dag indtræffer og jorden bliver ødelagt, lyder det fra Musk. Det er også i den sammenhæng, at Tesla Motors, som Musk kom ind i som investor i 2003, skal ses.

Målet med selskabet er ultimativt et opgør med det samfund, vi kender i dag, og som er baseret på fossilt brændstof. Derfor er målet også, at Tesla-bilerne på sigt ikke kun skal henvende sig til rigmænd, filmstjener, toppolitikere og kongelige, men at der skal udvikles biler i en mere moderat prisklasse. Salget af luksusbiler skal være med til at finansiere den udvikling.

At det også er ved at udvikle sig til en god forretning, viser det faktum, at ordrebogen er så fuld, at Teslas underleverandører har svært ved at følge med, og at Musk forventer breakeven i år. Det samme gør aktiemarkedet, der lader til at tro på, at Musks ambitioner og ønske om at redde verden er en god forretning. Siden årsskiftet er kursen på Tesla-aktier tredoblet.