____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Grænsen mellem arbejde og fritid udviskes til stadighed - efter ønske fra både medarbejdere og arbejdspladser. Det er en udvikling, der opfattes som en fordel for alle parter, da fleksible arbejdstider både kan bidrage til et mere fleksibelt familieliv for medarbejderen, større medarbejdertilfredshed og en bedre kapacitetsudnyttelse for virksomheden.

Den mere flydende grænse medfører mange positive sider, selvom en naturlig konsekvens af udviklingen er, at en del af de udfordringer, der knytter sig til arbejdslivet, også flytter med over i privatsfæren - og omvendt.

Med it-hjemmeopkobling og PDA-telefoner kan det være udfordrende at afbalancere, hvor stor en del, arbejdslivet skal have lov at fylde i hjemmet. Og ligeledes kan det være en balancegang ikke at tage for mange personlige - eller ligefrem private - forhold med på arbejde.

Arbejdspladsen er som udgangspunkt en professionel sfære, men det ses også hyppigt, at personlige relationer opbygges og styrkes på arbejdet. Den personlige kontakt fører ofte til øget medarbejdertilfredshed og -effektivitet. Men når meget private forhold tages med på arbejdspladsen - hvad enten det sker, fordi det er svært at finde grænsen mellem det personlig og private eller fordi arbejdspladsen bruges til at substituere familie og venner - kan det nemt udvikle sig til en udfordring at håndtere.

Jeg ved fra mig selv, hvor afgørende nære venner og familie har været i forhold til at konfrontere mig, når jeg har forandret mig eller udfordringerne af personlig eller professionel karakter har været ved at vokse mig over hovedet. Men måske har zapperkulturen sneget sig ind i de personlige relationer, så flere og flere har svært ved at bevare årelange venskaber? Måske er vi dårligere til at knytte tætte bånd i den nære eller brede familie end tidligere generationer var?

I hvert fald ser vi i dag i virksomhederne, at de private netværk omkring medarbejderne ikke altid bidrager med konfrontation, hjælp og personlig vejledning, når en person gennemlever en personlig livskrise. Og så bliver situationen pludselig virksomhedens anliggende.

Der skal ikke herske tvivl om min holdning: Som virksomhed har vi et stort ansvar for medarbejdernes trivsel. Men hvor langt kan og skal vi gå?

Det komplekse menneske, der sidder overfor os i en svær situation, og som har valgt at søge hjælpen på sin arbejdsplads, vil i de fleste situationer skulle overveje hele spektret omkring sig - også balancen imellem det professionelle liv og det private. Men her stiller de flydende grænser os pludselig over for nye dilemmaer.

Det gælder både for virksomheden, der pludselig kan blive afkrævet at tilbyde psykologisk bistand for medarbejderes dybt private forhold. For lederen, som kan have meget svært ved at håndtere medarbejdernes private forhold - og som i udgangspunktet slet ikke har kompetencerne til at håndtere meget personlige psykologiske situationer. Og endelig for medarbejderen, der på et til tider flygtigt arbejdsmarked kan risikere at få udstillet sit privatliv overfor en arbejdsgiver, som vedkommende kun har i en kort årrække, hvorefter substitutten for familie og venner udskiftes.

Virksomhederne har et ansvar for, at medarbejderne trives og udvikles. Som medarbejder - og menneske generelt - har man på den anden side et ansvar for, at skabe balance i sit liv.

For at tage et konkret eksempel fra den virkelige verden, så kan jeg kort fortælle om, hvordan vi i Pressalit Group forsøger at sikre forvaltningen af det gensidige ansvar.

Vi forsøger at tage proaktivt fat på emnet 'psykologisk arbejdsmiljø og -bistand'. Både forebyggelse og afhjælpning er temaer, vi prioriterer, der står højt på vores dagsorden og som løbende bearbejdes i vores samarbejds- og sikkerhedsudvalg.

Forebyggelse af et dårligt arbejdsmiljø sikrer vi gennem en vifte af indsatser, lige fra grundig rekruttering og kompetenceafdækning ift. nye jobs og kandidater til trivsels-, udviklings- og gruppesamtaler for de nuværende ansatte.

Hertil kommer en løbende sparring med erhvervspsykologer omkring indsatsområder som stress, mobning og rollekonflikter. For at sikre den mest kvalificerede afhjælpning, har vi etableret et samarbejde med en arbejdsmiljørådgiver, der via sine professionelle psykologer kan afdække de grundlæggende årsager bag medarbejderes henvendelser om psykologisk bistand.

Udfra en afklarende samtale henvises medarbejderen enten til rådgivning i det offentlige system, via fagforening eller lignende, såfremt årsagen primært skal findes i medarbejderens helt private sfære. Såfremt årsagen kan henføres til noget arbejdsrelateret, igangsættes et rådgivningsforløb betalt af virksomheden, herunder grundig dialog med virksomheden om re-introduktion af medarbejderen og forebyggelse af lignende situationer fremadrettet.

Når dette er sagt, bør det for fuldstændighedens skyld også tilføjes, at der naturligvis altid vil være gråzoner i dialogen.

Derfor behandler vi også hver enkelt sag grundigt og evaluerer de individuelle forhold. Ovenstående struktur er primært udarbejdet for at understrege, at en optimal balance mellem arbejdsliv og fritid er et fælles ansvar. Der er ingen tvivl om, at det set i dette lys bliver spændende at følge samfundets fremtidige forståelse af og forventning til virksomhedernes ansvar.