Porsche lancerer sort "krokodille"

Begrænset antal og gennemført design i sort ude og inde sikrer formentlig succesen for en begrænset serie nye Cayman S - opkaldt efter en kokodille.

Foto: Porsche
Porsche er på vej med en begrænset serie af sin Cayman-coupé i et specielt design med sort som gennemgående tema. Cayman S Porsche Design Edition 1 er sænket en centimeter i forhold til standardudgaven, og designet er sort fra ende til anden: Sort lak, sorte læder- og alcantarasæder, sort centerkonsol, sort loft, sort gearstang, sort alt.

Bilen bliver bygget i 777 nummererede eksemplarer og udstyret med Porsche Active Suspension Management-undervogn, som aktivt styrer affjedringen og tilbyder en speciel sportsindstilling.

De 777 heldige købere kan også glæde sig over en serie af tilbehør, enhver mand bør have på sig: Ur, lommekniv, solbriller, pen og nøglering - alt i det samme sorte design helt ned til bladet på lommekniven.

Bilen bliver lanceret i Tyskland inklusiv lommekniv til knap 70.000 euro svarende til cirka 522.000 kroner.